Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDRINNEFISKENE 135 microcephalus), Skærisingen (P. cynoglossus) og Haaisingen (P. limandoides'), der alle findes ved Danmarks og Norges Kyster. Helleflynderslægten (Hippoglossus) har en langstrakt Form og et stort Gab med flere Rækker store, spidse og tilbagekrummede Tænder i Kæberne. Rygfinnen begynder over Øjet, og Øjnene sidder i Reglen paa den højre Side. Den almindelige Helleflynder (//. vulgaris), norsk: Kvej-ten, er mørk paa den højre Side og hvid paa venstre. Skællene er smaa og uden Torne. Helleflynderen overgaar ikke alene langt alle andre bekendte Flynderarter i Størrelse; men den maa, i Følge Krøyer, overhovedet henregnes til de største Fisk. Den bliver ca. 3 M. lang og opnaar en Vægt af ca. 300 Kilo. Den er en nordlig Fisk, som er almindelig i en Del af Polarhavet og Nordsøen, men allerede ikke synes at forekomme ved Englands Sydkyst. Den findes saa vel i Nordsøen som i Kattegattet og Øresund. Løberg kalder Kvejten en fed og meget Fisk, hvorfor den ogsaa efterstræbes overalt og fiskes paa mange Maader. »Paa de norske Banker«, siger han, »Askes Kvejten med Liner og fanges sammen med Langen og Brosmen. Da den er meget stærk, ved enhver erfaren Fisker straks, naar han har faaet en Kvejte paa Krogen, og at han ikke kan behandle den som en anden Fisk. Det nytter nemlig her at bruge Magt, men han maa fire og hale og lade Fisken løbe, som den vil, indtil den er saa udmattet, at den ikke længere kan gøre nogen Modstand. Først da trækker han den op, og tager den med en Klæp eller stor Krog ind i Baaden, — — I Nordlandene skæres Fisken i lange Strimler og tørres. Bugen og de federe Dele gaar under Navn af »Rækling«, og de fede Finner kalder man »Rav«. De to sidste Slags anses af mange for at være af særlig Velsmag.« I »Zoologia Danica« hedder det om den, at den lever af større Krebsdyr, som Hummer og Taskekrabber, samt af Fisk, særlig Bundfisk, blandt hvilke den skal sætte særlig Pris paa Søulven. Imidlertid tager den ogsaa anden Næring, thi man har fundet Bløddyr, Fisk, der ikke er Bundformer, og Svømmefugle, som Alke, i dens Mave. Den er meget glubsk; i Maven paa det af Krøyer undersøgte, godt 2 M. lange Eksemplar fra Lofoten fandtes 3 Torsk, hver af henimod 1 M.s Længde, og tilsammen vejede disse vistnok i det mindste 20 Kilo. Som betegnende for dens Graadig-hed kan anføres efter Krøyer, at Fiskere i det nordlige Kattegat har fortalt ham, »at de Aaret i Forvejen har haft Eksempler paa, at Helleflyndre havde slugt Blylodderne paa Logliner; den ene af disse Helleflyndre slap løs, men den anden blev fangen«. Professor Sars har selv fanget Helleflynder paa Krog paa dybt Vand (vel omkring ved 100 Favne) og meddeler herom: »En anden Gang bemærkedes et voldsomt Ryk i Snøret, som man en Tid knap kunde faa af Flækken, hvorpaa det igen blev saa let, at man troede at have mistet Fisken; derpaa tyngede det igen, saa at Snøret stod som i