Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

136 DYRENES LIV Bejn og saaledes fremdeles op gennem Søen. Det var en vakker Kvejte, som denne Gang havde maattet undgælde for sin Graadighed, og som forsigtig maatte hales ind og først bankes adskilligt i Skallen, inden den turde tages ind i Baaden«. Den fanges som oftest paa Krog, dels paa Haandsnører, dels paa Liner; undertiden faas den ogsaa i Torske- og Sildegarn. Hvarreslægten (Rhombus) har i Almindeligheden meget høj Form og et stort Gab med Kartetænder. Rygfinnen begynder tæt bag Munden og naar ligesom Gatfinnen meget nær hen til Halefinnens Rod eller vokser endog sammen med den. Dens venstre Side er, som Øjnene og Farven viser, den opadvendte. Slethvarren (R. laevis) er graaligbrun med temmelig utydelig Marmorering og Pletter. Kroppen er glat og bedækket med smaa, ikke tornede Skæl. Den bliver omtrent 80 Ctm. lang og vejer da 7—8 Kilo. Den fanges ret jævnlig i Kattegattet og i Vesterhavet, og dens Kød er meget velsmagende. Pighvarren (R. maximus) er mørkt marmoreret. I Stedet for de almindelige Skæl er Kroppen paa den farvede Side væbnet med talrige store, benagtige Knuder, og Huden imellem disse har ligesom et vortet eller koparret Udseende. Paa den hvide Side er der langt færre Knuder og Ujævnheder, stundom slet ingen. Pighvarren er næst efter Helleflynderen den største Flynderart. I Følge Krøyer træffes selv i den allersydligste Del af Kattegattet og i Indløbet til Øresundet Stykker paa over 10 Kilos Vægt. Ved Englands Kyst skal man have fanget Pighvarrer paa 35 Kilo, ja endog et Eksemplar paa ca. 100 Kilo, der var 2 M. bredt. Fiskens rette Hjem er vistnok Nordsøen. Kanalen og Havet udenfor Frankrigs Vestkyst; den gaar imidlertid ogsaa langt ind i Østersøen. Pighvarren anses almindelig og har igennem Aarhundreder været anset for den fortrinligste af alle Flynderarter, og det er derfor egentlig overflødigt at sige noget til dens Anbefaling; Kendere har villet tildele den samme Plads blandt Fiskene som Fasanen blandt Fuglene. To mindre Hvarrer, nemlig den laadne Hvarre (R. hirtus) og den lille Hvarre (R. cardina), som kun bliver en Snes Ctm. lange, fanges af og til i Kattegatet og langs de norske Kyster. Tungeslægten (Solea) har en langstrakt Form, en fremstaaende Snude, og en meget uregelmæssig, halvmaanedannet Mund, der er stærkt vreden om til den ene Side. Gabet er lille og har kun Tænder paa Mellemkæben og Underkæben paa den hvide Side. Ryg-og Gatfinnen naar næsten lige til Halefinnen, og Rygfinnen begynder foran Øjnene, der sidder paa den højre Side. Den almindelige Tunge (S. vulgaris) er i Reglen mørkebrun og sort marmoreret. Paa den hvide Side af Hovedet sidder der talrige stnaa Hudtrævler eller Skægtraade, der til Dels strækker sig ud over Finnerne og den forreste Del af Kroppen. Skællene er