ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
BLØDF1NNEFISKENE 137 smaa og tornede. Den bliver i det højeste ca. 60 Ctm. lang og vejer da 3—4 Kilo. Tungen er i danske Farvande hyppigere end ved Norges Kyst; imod Syd gaar den helt ned i Østersøen og ind i Middelhavet. Den hører til de bedste Fisk, idet dens Kød baade er smukt hvidt og meget velsmagende; derfor bliver den ogsaa godt betalt. Over dens Færd i Akvarier har en engelsk Forfatter, J. T. Cunningham, anstillet nogle interessante Iagttagelser, som her meddeles efter »Zoologia Danica« : Den søger med Forkærlighed en Bund af Sand, Grus eller andet løst Stof; sky som den er, søger den ved den svageste Støj instinktmæssig Ly, graver sig med hastige Finnebevægelser ned i Bunden, ganske som andre Fladfisk, men ingen holder sig saa standhaftig skjult som netop Tungen. Om Natten tér den sig helt anderledes, saa kommer den frem af Bunden og svømmer livligt om for at søge Føde; men holder man et Lys hen til Vandfladen, forsvinder den i samme Nu; Fiskerne siger da ogsaa, at Natten er den bedste Tid til at fange Tunger paa. Den levende Fisk har en mærkværdig Evne til at skilte Kulør. En Tunge, som laa paa en Flade af gult Grus med forskelligt farvede Sniaastene, antog en gronliggraa Bundfarve med mørkebrun Marmorering; sat over i et i Skyggen stillet Kar med udvasket Kul paa Bunden blev Fisken meget mørk, sortebrun med kulsort Marmorering, kun den yderste, uparrede Finnerand beholdt sin lyse Farve; blev Karret bragt hen i Lyset, begyndte Dyret at blegne, og sattes Fisken over i en hvid Porcellænsskaal i fuldt Dagslys, blev den straks lysere, i Skygge blev den paany mørkere, holdtes den i Lys et Par Timer, var Bundfarven bleven lysegraa og Marmoreringen straagul. Farve-skiftet beror øjensynlig paa Belysningsforholdene, ikke paa Havbundens Beskaffenhed. Aarsagen hertil er den, at Farverne indeholdes i et uhyre Tal af Celler (Chromatophorer) i Huden, og der er to Slags, nemlig sorte og gule. Naar Lyset mindskes, udvides Farvecellerne, bliver stjerneformede og sender grenede Forlængelser ud mod alle Sider, Fiskens Kulør bliver følgelig mørkere; naar et meget stærkt Lys rammer Fisken, drages alle Farvecellens Forgreninger ind, den bliver til en ubetydelig lille Plet, alle Dele af Fisken bliver forholdsvis lysere. Da Farvecellernes Beliggenhed er en ganske bestemt, vil Mærkerne aldrig helt forsvinde, ligesom de stedse kommer frem samme Sted paa ny, naar Cellerne vider sig ud. Havbundens Beskaffenhed faar kun for saa vidt nogen Indflydelse paa Fiskens Kulør, som dens Farve kan ændre Belysningsforholdene. Hvis Bunden er sort, indsuges alle de Straaler, som træffer den, Fisken paavirkes altsaa kun af det Lys, der direkte rammer den; er Bunden lys, tilbagekaster den næsten alle Straaler, følgelig øges Mængden af det spredte Lys, som træffer Dyret. Tungen lever hovedsagelig af Børsteorme, tager ogsaa pighudede Straaledyr, Krebsdyr og Bløddyr. *