Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 151 Gab. Srnaa Muslinger og forskellige Snegle har tilstrækkelig skrøbelige Skaller til, at Karpen uden Vanskelighed bryder dem sønder med Svælgets Tænder, og den fylder gerne sin Vom med denne kraftige og velsmagende Næring — Karpens tandløse Mund formaar ikke at gribe Føden, men er til Gengæld uddannet til et ejendommeligt Pumperedskab. Under Hovedskallen ligger en mægtig Pude af Muskler og Fedt, i daglig Tale kaldet »Karpetungen«. Denne bløde Ganepude kan lægge sig tæt op til Gælleapparatet og afspærre den forreste Del af Mundhulen, baade bagtil mod Svælget og nedentil mod Gællespalterne. Naar nu Fremskudt Mund hos Karpefisk, denne Klap er anlagt, og det som et Rør eller en Tryne fremskydelige Mundparti samtidigt sættes i Bevægelse fremefter, danner Mundhulen et luftfortyndet Rum, der virker som en Pumpe og suger alt til sig, som kommer indenfor Mundaabningens Rækkevide. Derpaa lukker Fisken Munden i, trækker Trynen tilbage og hæver samtidig Tungen, saa at den optagne Vædske drives bagtil. Indgangen til Fordøjelseskanalen er imidlertid snøret til, og der er ingen anden Udgang end ad Spalterne mellem Gællebuerne; her siver Vandet ud, medens de faste Dele holdes tilbage af Gællebuernes Siapparat og skubbes videre til Svælget. For at Føden kan glide ned gennem Svælget, er det jævnlig nødvendigt, at den deles, og hertil tjener de kraftige, med Tænder væbnede Svælgknogler; de presser Bløddyrene op mod den før nævnte Hornplade, saa at Skallerne knuses, og Indholdet mases, ligesom de større Leddyrs Legemer gnides til en Grød. — En Del af de ovennævnte Dyr, der udgør Karpens Næring, navnlig af Smaakrebsene, opfylder til Tider Vandet vidt og bredt, saa at Karpen blot behøver at sætte sit Pumpeværk i Gang for at faa en rigelig Fangst; man ser da ogsaa ofte Karpen svømme omkring i Flokke nær ved Vandels Overflade, og de unge Fisk skal endog hovedsagelig leve af Overfladens Krebsdyr. Om Sommeren ser man ogsaa tit Karpen ligge og snappe i det Grønne paa Vandet, idet hvert Snap fremkalder en tydelig Støj. Det er da en Gruppe Smaadyr, der har slaaet sig ned paa et Blad eller en Stængel og er Genstand for Karpens Efterstræbelse; Mund-partiet skydes frem, og Mundaabningen spærres helt op, saa at den danner en regelret Kreds, der slutter sig tæt til enhver flad Genstand, hvormed den bringes i Berøring; saa snart Dyrene befinder sig indenfor Mundspaltens Omkreds, pumpes de sammen med Vandet ind i Gabet, hvorpaa Munden løsnes fra den faste Genstand, men ikke uden en vis Anstrængelse. Paa den Maade fremkommer »Smasket«, der plejer at være særlig hørligt, naar Mundaabningen ved at slippe Planten delvis kommer op over Vandfladen. Men for