Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 159 Kroppen, medens Hoved, Hale og Finner er skarlagenrøde; en tredie er paa Ryg og Sider dyb himmelblaa med metallisk Glans, paa Undersiden sølvfarvet; en fjerde er paa Ryg og Sider næsten sort, nedenlil violblaa, og Skællene har en broncefarvet Bræmme paa den bageste Rand. Det vilde føre for vidt at opregne endnu flere Eksempler paa Farvernes Mangfoldighed. I Europa bliver den i det højeste 25—30 Gtm. lang, i Kina derimod dobbelt saa stor. Guldfisken, Kinesernes »Kin-Ju«, hører oprindelig hjemme i Tschekiang, en Provins i det østlige Kina mellem 27° og 31° n. B., men er derfra forlængst indført til Nordkina og Japan. Man kender ikke det nøjagtige Tidspunkt for dens Indførsel til Europa, men den er rimeligvis først kommen til Portugal, der ved Opdagelsen af Søvejen omkring det gode Haabs Forbjærg fik let Adgang til Orienten. I det 17de Aarhundrede begynder den at spredes videre over vor Verdensdel; til Frankrig bragtes saaledes Guldfisken første Gang som Gave til Madame Pompadour, og til England skal den være ført 1691. Man kan sige, at den nu er udbredt over hele den Del af Jorden, der bebos af civiliserede Mennesker. I Syd- og Mellem-Europa har den mange Steder akklimatiseret sig og forekommer i frie Vande; i Portugal findes den endog overalt i Floder, Søer og Damme. Den antager da efterhaanden omtrent samme Kulør, som den har i sin Hjemstavn, men bliver atter rød, naar den sættes i Glasskaale. Man kender ingen Optegnelser om dens Komme til Danmark, men det er sikkert ikke sket længe før i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. Den kan ogsaa godt yngle i det Fri i Danmark, hvor der findes heldige Stedforhold; Snog-høj og Slagelse nævnes saaledes blandt de Steder, hvor den yngler. Om denne Fisks Levevis i det Fri ved man meget lidt. Den foretrækker stillestaaende Vande, der let opvarmes om Sommeren, men trives ogsaa i Floder og mindre Vandløb. Den lever især af Insekter, Larver, Orme, men tager ogsaa Fiskeæg og Fiskeyngel. Guldfisken er meget sejlivet og egner sig fortræffelig til Stueflsk. Man holder den sædvanlig i halvkugleformede Glaskummer, men den trives meget bedre i et større Glasbækken, med Sand paa Bunden og rigelig forsynet med Vandplanter; man sætter gerne nogle Haletudser og Mosesnegle ind, for at de kan æde de henfaldende Plantedele og hindre den fine Algevæksts altfor stærke Trivsel. Som Foder bruger man knuste Myrepupper (»Myreæg«), fint skaarne Regnorme, Franskbrød eller Oblat, men man maa ikke komme mere Føde i Vandet, end Fiskene æder, da Vandet ellers bliver fordærvet og ubrugeligt for dem. Af og til maa man desuden skifte Vandet, og det er ogsaa godt at puste frisk Luft ned i det ved Hjælp af en lille Puster. Har man en større Beholder med Planter i, er det ikke nødvendigt at sørge for Lufttilførsel, da Planterne udskiller den til Fiskenes Aanding fornødne Ilt. Om Sommeren maa Glasset ikke staa i direkte Sollys. Guldfiskene taaler