Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

DYBVANDSFISKENE 9 hjemme, og hvor deres Ligevægt ikke ændredes. Nær Overfladen, under et svagere Tryk af Vandet, udvidede derimod den i deres Krop værende Luft sig saa stærkt, at de blev drevne op til Vandskorpen. Man ved nu, at der lever Fisk paa Dybder af 2000 M. og derunder, og at disse Fisk har et særegent Ydre. Men deres Organer, med Undtagelse af, at de ikke har Svømmeblære, er alligevel lig de tilsvarende Dyrs, der lever langs Kysterne eller kun i lidet store Dybder. De aander og fordøjer som andre Fisk, og deres Blodomløb er heller ikke afvigende. Den hele Ulighed fremkaldes alene, ligesom hos andre Dyr, af den nødvendige Tilpasning for Omgivelserne. Det er for længe siden en Kendsgærning, at Fisk og andre Dyr, som lever i tæt Mørke, mister Synsævnen. Dette er saaledes Tilfældet med Mammuth-Hulens Blindfisk. Dens Øjne er satte ud af Brug, og Huden har trukket sig ud over dem og tildækket dem. I Henhold til denne Kendsgærning ventede man at finde Fisk fra visse Dybder blindede paa lignende Maade. Men dette er ingenlunde Tilfældet. Man har tværtimod fanget Fisk fra en Dybde paa 5000 M., og de har aldeles normale Øjne. Man har kun iagttaget en ringe Ændring hos de Fisk, som lever stadig i Dybder, til hvilke der endnu kan trænge lidt Lys ned; deres Øjne er større i Omfang, saa at de følgelig har et større, for Lys modtageligt Felt. Dette minder noksom om, at Fugle, som færdes i Tusmørke, saasom Uglerne, ogsaa har store Øjne. Men hos de store Havdybders Fisk er Øjenenes Størrelse ikke overraskende. Det synes mærkeligt, at Fisk, som lever i det dybeste Mørke, alligevel har Øjne. Men Tydningen er ikke vanskelig, saa snart man finder, at disse Dyr enten er udstyrede med en lysende Slim eller endog med lysende (fosforiserende) Pletter; de kan altsaa selv lyse op i Mørket. Ved dette Lys, som de frembringer, finder de baade Vej og lokker Byttet til, men dersom de ikke lader deres Lys skinne, er de godt gemte. For Resten har lysende Fisk jo ingenlunde alene hjemme i Havdybderne; mange af de pelagiske, det aabne Havs Fisk, som jager ved Nattetid, har Lysorganer. En Hajfiskart skinner langs hele Bugen med et straalende, grønligt Fosforskær, og det samme er vistnok Tilfældet med alle de Hajer, som opholder sig i en Dybde af 1000—2000 M. Den fosforiserende Ævne skyldes rimeligvis ejendommelige Kirtler, som ligger langs Kroppens Sider. Desuden har visse Fisk, foruden disse Kirtelorganer, særlige lysgivende Redskaber af helt anden Natur. I de ypperlige Skildringer fra den tyske Dybhavsekspedition (189 8) skriver Prof. Carl Chun, at Dybhavsdyrenes Lysævne er utvivlsom. Naar Fangeredskabet ved Nattetid og med dels til Dels endnu levende Fangst bringes op til Overfladen, skriver han endvidere, henrykkes man ved det feagtige Skue. »Snart udskilles