Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

176 DYRENES LIV i mindre væsentlige Forhold afviger noget fra den typiske Laks. Laksen kan altsaa leve indestængt i et stort Vand, hvor den ikke har fremkommelig Adgang til Havet, men den bliver dér i Almindelighed ikke saa stor som ellers. I nogle nordamerikanske Søer findes ligeledes mindre Lakseformer, der aldrig kommer i Havet. Det er endvidere lykkedes at faa unge Hunner, der var opdrættede i Ferskvand, til at lægge Æg. Men selv om en Omskiftning af det ferske Vand med det salte ikke er en nødvendig Betingelse for Artens Bestaaen, er det dog en almindelig Regel, at Laksen opholder sig i Ferskvand, saa længe den er ung, og derpaa vandrer ud til Havet, hvorfra den saa atter drager op i Floder for at yngle. Det synes dernæst at være en Regel, at en og samme Fisk, naar den er legedygtig, stadig søger til det Ferskvand, hvori den selv udklækkedes; man har nemlig ofte og paa forskellige Steder udsat saa vel yngre som ældre Laks, der kendetegnedes med et eller andet Mærke, og derved erfaret, at de senere fangedes i den samme Flod, hvor de var slupne løs. Medens Laksen paa aabne Kyster kun synes at gaa ud paa det nærmeste Dyb i Havet, foretager den i Østersøen ret udstrakte Vandringer. Det er saaledes en Kendsgerning, at Laksen vandrer fra den sydlige Østersø helt op i den botniske Bugt; man har nemlig oftere i de Elve, der fra Finland strømmer til den nordligste Del af den botniske Bugt, fanget Laks, der havde Kroge i sig af den Slags, der benyttes af Fiskerne ved den prøjsiske Østersøkyst imellem Rygen og Memel, ved Bornholm og ved Kysterne af Skaane og Blekinge. Om Laksens Levevis i Havet ved man i øvrigt meget lidt. Den synes for det meste og da særlig som yngre at holde sig i Nærheden af Landet, men i Efteraars- og Vintermaanederne maa de bornholmske Fiskere gaa 5—6 Mil tilsøs og sænke deres Kroge ned til en Dybde af 40—45 Favne for at fange de store Laks. Allerede Aaret før Lægningen, nemlig i November og December begynder de første Fisk at vise sig i Flodmundingerne, og Indvandringen kan vare ved Foraar og Sommer igennem og hen paa Efter-aaret. Krøyer angiver, at i Randersfjord finder den største Opgang Sted i Februar, medens Beretninger fra Holland lyder paa, at i Rhinen foregaar det største Træk i Juni—August. »Vandringen siges at foregaa i en bestemt Orden,« siger Brehm, »idet man vil vide, at Fiskene gaar fremad i en Vinkel, saaledes at en gammel, stærk Fisk aabner Toget, og at de andre i skraa Retning følger efter med større eller mindre Afstand. Møder de en Hindring, søger de af al Magt at overvinde den; saaledes smutter de under opstillede Garn eller sønderriver dem og springer over Strømhvirvler, Vandfald og Stemmeværker. De lægger herved en vidunderlig Kraft, Behændighed og Udholdenhed for Dagen. Ved at opbyde alle deres Kræfter trænger de ind i den stærkeste Strøm neden for Strømhvirvlen, støtter sig maaske med Halefinnen mod en Sten