Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 177 for at vinde Fæste, slaar med fuld Kraft imod Vandet og springer derved 2—3 M. i Vejret, idet de beskriver en Bue paa 4—6 M.s Længde.« En amerikansk Naturforsker har givet en Skildring af Laksens Kamp med Strømmen, og heraf anføres følgende Linier: »Undertiden naar den næsten til Toppen, hvor Vandet ikke falder helt lodret endnu; med alle Muskler spændte til det yderste, Kroppen sitrende i hver en Centim. af sin Længde, kæmper den mod den faldende Strøm og holder maaske sin Stilling i nogle Øjeblikke. Men Kampen er ulige, og Laksen føres tilsidst ned i Hvirvlen ved Foden af Faldet for efter nogen Tids Hvile at gentage Forsøget, indtil den endelig er heldig og naar op over Faldet«. De springende Fisk søger stedse at hytte Hovedet og falder med den flade Side nedad eller paa Halen, og dog maa de undertiden bøde med Livet for deres Udholdenhed, idet de slaar sig ihjel ved at tørne imod den haarde Klippe. Det fremgaar af tilforladelige Iagttagelser, anstillede ved Hellefos i Norge, at Laksen formaar at naa op over et Vandfald med en Faldhøjde paa 51/s M., saafremt der er dybt og forholdsvis roligt Vand lige ved Foden af Faldet; springer Fisken et lille Stykke for kort, kan den undertiden holde Stand i den nedstyrtende Vandmasse og klare Resten af Faldet ved et hastig Slag med Halen. Større, lodrette Vandfald danner naturligvis en uoverstigelig Hindring for Laksenes videre Fremtrængen, hvorimod de med Lethed overvinder endog meget betydelige Strømhvirvler. De svømmer endvidere igennem Søer, der gennemstrømmes af Floder, og Vandringen fortsættes altid saa højt op i Floden som muligt. De tilbagelægger derfor ikke sjældent meget betydelige Veje. Bekendt i saa Henseende er Laksenes vidtstrakte Vandringer i Rhinen, i hvis Opland de bl. a. kommer regelmæssigt til Floderne Aare og Reuss, svømmer igennem Vierwaldstädter-, Züricher- og Wallen-stådter-Søerne og derfra vandrer videre op i de tilstrømmende Bjærg-bække, endog indtil ca. 1500 M. over Havet, uagtet de maa overvinde talrige Fald og Strømhvirvler; derimod forekommer Laksen i den egentlige Rhin ikke ovenfor Schaffhausen, hvis Vandfald standser dens Fremtrængen. I Elben drager de ogsaa meget højt op, paa den ene Side til op imod Fichtelgebirge og paa den anden til helt op i Moldau. Det samme er ogsaa Tilfældet med de i Østersøen udmundende Floder, saa at de f. Eks. i Oder naar op til dens Udspring i Mähren og) østrigsk Schlesien. Ogsaa de udelukkende i Ferskvand levende Lakseformer foretager periodiske Vandringer, saa at t. Eks. Venerns Laks gaar op i Klarelven. I Havet er Laksen meget graadig og gør ivrig Jagt paa al Slags mindre Fisk som Tobis, Sild, Brisling, Kutlinger, Hundestejler, smaa Aal o. s. v. Den fra Havet lige opkomne Laks er derfor meget velnæret og har et tykt Lag Fedt omkring Tarmene og de andre Indvolde; desuden indeholder Kroppens store Sidemuskler en Mængde Fedtdraaber. Men fra det Øjeblik, den kommer ind i det ferske Vand, og til den igjen naar ud i Havet, tager den i Almin- Brehm: Dyrenes Liv III. 12