Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 181 Valpladsen, og man har en Gang iagttaget, at Sejrherren i Stridens Hede har flænget Kødet løs langs Ryggen lige fra Nakken til Halen paa sin Modstander, der sluttelig sprællede døende i Vandskorpen. Rimeligere er det i Krogen at se et Kampmiddel. Det berettes nemlig, at man i Legetiden har truffet Hannerne fæstede sammen ved Krogene og flydende for Strømmen, saa at de kunde slaas med Lyster; stundom havde de faaet saa haardt Tag i hinanden med Krogene, at de kunde kastes med Lysterskaftet ind i Baaden uden at komme løs af hinanden. Naar Fiskene flyder forenede paa denne Maade, »tildeler de undertiden hinanden saa kraftige Slag med Halerne, at det lyder, som naar to Brædder slaas voldsomt sammen.« Endelig betragter en Forfatter fra den seneste Tid dette »Kroglaksenes« ejendommelige Kønsmærke »som væsentlig et patologisk Fænomen, der hører Alderdommen til, men fremkaldt igennem den Retning, for hvilken Snudepartiet har været udsat ved Stød saavel i Kampen som ved at springe over Hindringer.« — Naar Gydningen er endt, forlader Parret Legepladsen og lader sig af Strømmen føre ned i det første, nedenfor liggende dybe Strømhul, hvor de hviler sig mange Dage, ja Uger. Nedfarten gaar derefter langsomt for sig fra Strømhul til Strømhul, og gennemsnitlig synes de først at naa Havet 3—4 Maaneder efter Legningen, siden »Nedfaldsfiskene« kommer i Holland særlig i Slutningen af Marts til Slutningen af April. Allerede i Flodens nedre Løb begynder Huden saa smaat at antage et sølvblankt Skær, og de røde Pletter, der kendetegnede Legefiskene, skimtes nu kun utydeligt. Hannens Underkæbe-Krog skal tabe sig saa at sige umiddelbart efter Gydningen. Sin fulde Glans opnaar Fisken imidlertid først i Havet, og Legemet genvinder dér sin smukke, téndannede Form, idet de efter Kønsstoffernes Udtømning slappe og tynde Bugvægge udspiles af rigelig Føde. Som Eksempel paa, hvor hurtigt Laksen efter Legningen kan komme til Kræfter, anføres følgende paalidelige Iagttagelse. En udleget Hunlaks, der fangedes den 31. Marts, vejede 5 Kilo; den blev forsynet med et Mærke og sluppet løs, fangedes atter fem Uger og to Dage senere og vejede da næsten 11 Kilo. Man regner, at en Hunfisk indeholder henimod et Tusinde Rognkorn for hvert halve Kilo, den selv vejer. De modne Æg er saa store som Markærter samt af en blegrød, halvgennemsigtig Farve. Æggene ligger Vinteren over gemte i Bækkens Grusbund, og Ungerne kommer frem, naar Foraaret nærmer sig. Den Tid, der medgaar til Æggenes Klækning, er iøvrigt noget vekslende og afhænger som sædvanlig af Vandets Varmegrad, saa at Udviklingen sker raskere ved en højere end ved en lavere Temperatur; i Skandinaviens Elve, hvis Vand har en lav Vintertemperatur, fordrer Klækningen 4—5 Maaneder. Den spæde Yngel har under Bugen en meget stor Blommesæk der tjener den unge Fisk til udelukkende Næring i de første 5—6 Uger af dens Tilværelse. I den hjælpeløse Tilstand, hvori Ungerne befinder sig, saalænge de er bebyrdede med denne svære Madpose,