Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 183 og har fjernet sig fra de gydende Hunner. —- Det kan endnu anføres, at Forsøg har godtgjort, at Æggene samt den Yngel, der endnu ikke har anlagt den sølvfarvede Vandringsdragt, dør i salt, ja endog i brakt Vand. Herved er det til Overflod bevist, at Laksen kun kan forplante sig i Ferskvand. Laksens Kød udmærker sig som bekendt ved en smuk, rødlig Farve og stor Fedme, og det vurderes i Almindelighed højest af alle vore Fisks. I økonomisk Henseende hører Laksen dog ikke til de vigtigste blandt de danske Fiskearter, idet den her kun fanges i større Mængde to Steder, nemlig ved Gudenaaens Udløb i Randers-fjord og i Farvandene omkring Bornholm. Redskaberne, der benyttes til Fiskeriet, er Laksegaarde, Krogredskaber (Lakselænker) og Garn. Lakse- og Ørredflskeriet i Farvandene indenfor Skagen udgør tilsammen gennemsnitlig 7 pCt. af det hele Fiskeri i disse Farvande. »Blandt Laksens Fjender fortjener rimeligvis Sælhundene den næste Plads efter Menneskene. Ved Indløbet til de Fjorde og Strømme, i hvilke Laksen gaar op, plejer Sælhundene at lejre sig skarevis og vente paa Byttet. Dette er bekendt nok i Randersfjord, og man fanger der ofte nok Laks, som bærer Mærke af Sælhundens Kløer eller Tænder.« Saaledes skrev Krøyer, og i en nyere Beretning over danske Fiskerier hedder det: »En meget slor Ulempe for det bornholmske Laksefisken er de mange Sælhunde, som opholder sig i Farvandene ved Bornholm og æder Laksen af Krogene, ja endog følger Drivgarnsbaadene og tager Laksen ud af Garnene. Sælhundene æder Laksen af Krogene, saa at kun Hovedet af dem bliver tilbage, og at dømme efter det store Antal Laksehoveder, som Fiskerne bringer iland paa Krogene, tager Sælhundene henimod Halvdelen af den Laks, som fanges ved Bornholm.« Ved de preussiske Østersøkyster tvinges Fiskerne af samme Aarsag undertiden til rent at opgive Fiskeriet med Lakseliner.« Ørreden (Salmo tratta) er endnu mere foranderlig i Henseende til Farve og Form end Laksen, og de forskellige Former har endog tidligere været ansete for forskellige Arter. Ad. Jensen giver i »Zoologia Danica< en Karakteristik af disse Former, hvoraf vi bringer følgende korte Udtog: »Alle unge Ørreder opfostres i Ferskvand ligesom Laksens Unger og har et meget lignende Udseende, idet Legemets Sider er farvede med mørke Tværbaand og røde Pletter. Naar Ørredyngelen vokser til, forsvinder Tværbaandene. Alligevel vedligeholder mange Ørreder et Udseende, der minder om Ungernes, idet de beholder de smukke, karminrøde Pletter, medens Sider og Bug kan være næsten citrongule. Saadan ser nemlig de Ørreder ud, der altid holder sig i mindre Aaer og Bække; de benævnes Bæk- eller Stenørreder og bliver ikke ret store. Andre Ørreder, »Vandreørrederne«, trækker derimod ud i Saltvand, naar de er 2—3 Aar gamle. De mister de røde Pletter, bliver sølvblanke