Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

208 DYRENES LIV rettet os adskilligt bekvemmere end før, idet vi nu bruger store Dæksbaade paa indtil 10 Meters Længde over Stævnen, saa vi kan have et varmt Rum at krybe ind i; naar vi saa har en blank Lanterne paa Toppen, behøves der kun en Mand paa Dækket ad Gangen, og er det fint Vejr, behøver han til og med bare at se op engang imellem.« Det er vanskeligt at opgøre det samlede Udbytte af Norges Sildefiskerier. Men man kan danne sig en Forestilling derom ved den Oplysning, at der f. Eks. i Aaret 1900 blev udført saltet Sild til en Værdi af over 13 Mili. Kr., omtrent lige saa stor en Sum, som den, Klipfiskeudførselen indbragte, eller en Fjerdedel af den Sum, al norsk Fiskeeksport aarlig indbragte i Femaaret 1896—1900. Vender vi os nu til det danske Sildefiskeri, kan det (lige saa lidt som det svenske) siges at frembyde nogen Type af national Ejendommelighed i Henseende til Redskab. Ved Vaartid sker Fangsten mest med Bundgarn, Ruser, Vaad og faste Garn; om Efteraaret udøves den derimod overvejende ved Drivgarn (Næringer, Hankegarn). Den samlede Aarsværdi af det egentlig danske Sildefiskeri er omtrent 2 Miil. Kr. Desuden fiskes der Sild af danske Fiskere under Nord- og Øst-Islands Kyst, hvor imidlertid Nordmændene forlængst til Tider har drevet en særdeles indbringende Sildefangst. Silden har mange Fjender. Herom skriver Feddersen: »Undertiden har man tænkt sig, at de i de saakaldte Sildeperioder af Mennesket indfangede, overordentlige Sildemængder skulde være særdeles indgribende, endog ødelæggende for fremtidige Sildefiskeriers Udbytte. Men dersom man nærmere vil overveje Sagen, vil man finde, at medens Mennesket ikkun fanger Silden, efter at denne har naaet en vis Størrelse, og især naar den er avlemoden, saa lurer der i Havet Yndere af Sildeføde i uendelige Tal, der ødelægger Sild lige fra Ægget til den fuldvoksne Størrelse. Hvormeget saa end Mennesket dræber af Sild, kan det dog ingenlunde komme Konkurrenterne nær. Der kan derfor ikke være nogen synderlig Fare for et for stærkt Sildefiskeri, dels fordi Sildens Avlekraft er saa rigelig, og dels fordi Mennesket ved Fangsten af saa talrige Sildefjender paa en Maade erstatter det Indgreb, som det udøver gennem Opfiskning. Den større Silds værste Fjender er imellem Fiskene. Imellem Hvalerne hærger Finhvaler haardt, men ogsaa Døgling, Spækhugger, Marsvin o. fl. a., og ikke mindre sildekær er Sælhunden. Heller ikke maa det agtes ringe, hvad den talløse Hær af Havets Fugle tager. Ungsilden og Sildeæggene har dog endnu talrigere Fjender. Søstjærner, alle Slags Krebsdyr og Bundfisk æder Æggene, og det gaar ikke bedre for den spæde Yngel, som kua er lidet værnet imod Efterstræbelser. Da nu tillige Silden er, i Sammenligning med mange andre Nyttefisk, mindre rig paa Æg, den har nemlig omtrent kun 30,000 Stkr., medens en Torsks eller en Pighvarres Æg er flere, ja mange Millioner, saa maa der være særlige Faktorer, som bidrager til, at et større Procenttal af Sildeynglen naar til Avlemodenhed.