Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 209 Mange Sildefjender, saasom Hvaler, Hajfisk, Makrel, Thunflsk og Graasej, der er udmærkede Svømmere, jager Sildestimerne, naar disse staar Havbrynet nær. Disse Fjender følger især de avlemodne Stimer, som nærmer sig Kysterne, og som samler sig i større og større Tal, jo nærmere de kommer Avlepladserne. Medens de talrige Fjender i Vandet driver Sildestimerne sammen, flokker Sværme af Fugle sig over Stimerne og følger dem. Nordens store Sildemasser har fra gammel Tid vakt Menneskenes Undring og fremkaldt mange Slags Tydninger, forinden man fik det rette Syn paa dem. Især tvende Foreteelser er paafaldende, nemlig det saakaldte Silde-bjærg og de saakaldte »Aater« (ikke at forveksle med den tidligere omtalte »Aat«, Sildeføde.) Med Navnet Sildebjærg mener man i Norge Sildemassen, som især iagttages, naar Silden nærmer sig Kysten, eller, mindre almindeligt, naar Silden staar indefter for at søge Føde. Saa langt man da fra Skærgaarden kan øjne, ser man i en vældig Kreds eller Kæde Hvalernes Pust som opstigende Røg eller Damp og hist og her deres brede Rygge. Delfiner og Thunfisk tumler sig ivrigt i Vandbrynet og springer undertiden saa højt op over Vandet, saa at Sollyset tilbagekastes fra de blanke Kroppe. Oven over Vandet følges Sildebjærget af Maagefuglenes Sværme, ud fra hvilke snart en, snart flere, snart mange af de kvikke Fugle styrter sig ned i Vandet og hugger sig en Sild, som er kommen for nær op til Overfladen. Indenfor og under Kredsen af Hvaler og Rovfisk i Vandet og af Fugle i Luften har Vandet en ejendommelig eller ualmindelig Farve og et jævnere og blankere Udseende end udenfor Kredsen. Dette skyldes den særdeles tætstaaende Sildemængde, som holder sig i ringe Dybde under Havfladen, men som vandret og lodret rækker langt. Fra Bjærget stiger altid Luftblærer op i Vandbrynet. Dersom disse Blærer springer med det samme, de kommer op til Overfladen, er dette for Fiskerne et Tegn paa, at Silden staar dybere; springer Blæren ikke, men holder sig flydende, staar Sildebjærget højt i Vandet. De talrige opstigende Luftblærer er vistnok nærmest Skyld i den ejendommelige Farve, Vandet har over Sildebjærget. Trænger Sildefjenderne haardt paa, umiddelbart nær Overfladen, saa viser det sig ved stærke Glimt fra de blanke Sildekroppe, og desuden hører man efter Fiskernes Udsagn en svag Larm, mens Vandet ser ud, som det kogte. Desuden skal disse tætte Sildeskarer udbrede en særegen Lugt. Sildebjærget opstaar øjensynligt derved, at de i mægtige Stimer samlede Sild trænges sammen i tætte Masser, ligesom en Faarehjord kan trænges af Ulve. Det er især Hvalerne, der færdes uden om Stimerne og æder de yderst staaende Fisk; derimod trænger Hvalerne sjældnere ind i Stimerne. Helt anderledes trænges Silden af Stortorsken og Sejen, Sildens voldsomste Fjende. Pilsnar trænger denne midt ind i Stimen, sprænger den og jager de mindre, frasprængte Stimer helt ind i Bugternes inderste Kroge. Dette kalder Brehm: Dyrenes Liv. III 14