Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

 1 i „i -» ■ 218 DYKENES LIV som den ser røre sig, aldeles som det voksne Dyr. Naar den er omtrent 2 Maaneder gammel og omtrent 3 Ctm. lang, ligner den den Voksne i Udseende, er dog, som andre Fiskeunger, mere kort-snudet. — Allerede ved denne Størrelse er den fuldt ud saa slugvorn som den voksne Fisk, som det fremgaar af en Iagttagelse, hvor en Unge paa 26 Millimetres Længde blev set sluge en Kamtne-Det er derfor intet Under, at den vokser hur- rat paa 20 Millim. tigt, dersom den kan faa Føde nok; den skal i Almindelighed kun være fire Aar om at naa en Længde af 2/8 M. og en Vægt af ’/t Kilo, og ved 6 Aars Alderen er den dobbelt saa vægtig. Uagtet Gedden ikke er særlig sejlivet, kan den dog holdes længere Tid i Hyttefade og Damme. Dens Kød er hvidt, fast og almindelig kendt for sin Velsmag, som det ikke taber ved at saltes og røges. I vore ferske Vande, der for Tiden ikke udmærker sig ved Rigdom paa madnyttige Fisk, er Gedden næst Aalen den Fisk, som bærer Fiskeriet.« for Tiden ikke udmærker sig * * Aalefamiliens typiske Repræsentanter, Aalen (Aaguilla valgavis') og den følgende, i danske Farvande meget sjældne Havaal, er let kendelig ved den langstrakte, trinde Krop uden Bugfinner, de smaa Gællespalter og den slimede Hud. Den almindelige Aal har smaa Skæl i Huden, medens Havaalen er aldeles skælløs. Ved Undersøgelser af Leth, C. G. Joh. Petersen o. fl. har man erfaret, at Aalen anlægger en Forplantningsdragt, der i mange væsentlige Forhold afviger fra Vækstdragten; herved er man naaet til en virkelig Forstaaelse af mange Forskelligheder, der tidligere opfattedes som Kendemærker for særskilte Arter. Paa Grundlag af disse Undersøgelser kan man opstille to Typer, som Fiskerne kalder »gule Aal« og »blanke Aale, »Blankaal«, og som henholdsvis betegner Aal i Vækstdragt og i Forplantningsdragt. K. J. Gemzøe beskriver disse to Typer omtrent saaledes (Gads Danske Magasin): »I Juni Maaned tager vi nogle Aal for os. De ser ud, som Aal er flest, hvilket vil sige, at de ganske svarer til det Billede af en Aal, der foresvæver enhver af os, hvis vi kommer til at tænke paa, hvordan saadan et Dyr egentlig ser ud. Farven er den almindeligt kendte, Bugen er gullig til gulbrun, op ad Siderne bliver Aalen mere graalig og endnu mere paa Ryggen; men gulbrunt eller mørkebrunt er alligevel Grundtonen. Øjnene er ganske smaa (»plirende«) og sidder saaledes i Hovedet, at Aalen hovedsagelig ser »opad«, ikke saa meget til Siderne; og Underkæbens Rand ses uden for Øjnene, naar man ser ned paa Hovedet oven fra. Mange af dem er meget magre, hvorfor Hovedet kommer til at se uforholdsmæssig stort ud, bredt over Nakken, bredere end den tynde Krop. Snuden er tit bred. — Lad os saa undersøge nogle — helst større — Aal i September Maaned. En Del af dem, vi ser paa, ligner maaske ganske dem, vi lige nylig