Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

220 DYRENES LIV er 1/a—1 M. og en Vægt af 1/2—lx/2 Kilo. Hannerne er meget mindre og bliver ikke over x/2 M. lange. Aalen har en meget vid Udbredelse og findes saavel i den gamle som i den ny Verden. Om dens Livsforhold hedder det i »Zoologia Danica« bl. a.: »Aalen trives saavel i Ferskvand, baade stillestaaende og rindende, som i Havet. Den søger med Forkærlighed saadanne Steder, hvor der er Dyndbund; her roder den sig Huller og Gange, i hvilke den hviler om Dagen. Tit skjuler den sig under Stene eller tager gamle Krebse- og Rottegange i Besiddelse. For Resten holder den ogsaa af at gemme sig i Grøden paa Bunden af Søer og Aabredninger eller i Havets tætte Tangvækst. Trangen til at søge sig Smuthuller eller grave sig ned i Bunden er netop et af de mest ejendommelige Træk ved denne Fisk; den ormlignende Krop med den rigelige og glatte Slim er da ogsaa som skabt til en slig Levevis. Aalen er tillige en varsom Fisk; skræmmes den, borer den sig i en Fart ned. Har den haget en Krog i sig, medens den ligger halvt skjult i sit Hul, skal der meget til for at trække den frem, fordi Halen er en kraftig Gribehale. Denne bruger den ogsaa undertiden til at gribe for sig med, naar den holdes i et Kar, og den kan endog kaste sig ud fra dette ved at gribe om Karrets Rand med Halen. Naar et Hul er for snævert til, at Aalen kan slippe ind, kan den udvide Aabningen ved at trænge Halespidsen først ind. Om Vinteren trækker den sig ned i blød Bund; hvis den opholder sig i mindre Vandhuller og Moser, som er mere udsatte for Kuldens Indvirkning end Søerne og mulig endog for at bundfryse, søger den overvintrende Aal enten dybt ned i Dyndet eller opsøger Vældsteder, hvis Varmegrad ikke paavirkes synderligt af Kulden. Aalen er bekendt for sin Sejlivethed. Den kan leve lang Tid udenfor Vandet, og den er ikke bange for at vandre over Land fra et Vand til et andet. Undertiden hænder det ogsaa, at en stivfrossen Aal vaagner til Live, naar den tøes op. Efter Prof. F. A. Smitt anfører vi følgende mærkelige Tildragelse, der vidner om Aalens fast utrolige Haardførhed. Ved at opskære en Tumler, dei fandtes drivende død i Kattegattet udfor Bohuslån, opdagede han i Hvalens Bughule en død Aal paa 44 Ctm. Aalen var aabenbart bleven slugt af Tumleren, men havde haft Kræfter nok til at æde sig gennem Mavesækken ud i Bughulen, hvorved Tumleren havde faaet sit Banesaar, uden at dog Aalen havde formaaet at fri sig af sit Fangenskab. Om Dagen holder den sig for det meste i sit Skjul, og den lader sig sædvanlig blot lokke af Madingen i Regnvejr, eller naar Blæst har rørt op i Bunden. Om Natten derimod er den i Bevægelse efter Bytte. I Almindelighed tager Aalen kun dyrisk Føde, men den er i saa Henseende ingen Kostforagter. De mindre Aal fylder sig med Smaasnegle, Orme og mindre Krebsdyr. De ældre Aal tager Smaafisk, Fiskeunger, Flodkrebs, Rejer og Fiskeæg, hvilke de sluger