Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 221 i Tusindvis. Flodkrebsene efterstræbes især, naar de er i Skalskifte og sidder gemt i deres Huler, hvor Aalen opsøger dem. De store Aal er heller ikke bange for at binde an med Frøer, Svømmefuglenes Unger og Vandrotter. Undertiden gaar de i deres Forslugenhed saa vidt, at de angriber andre Aal; man har f. Eks. oplevet, at en Aal, der var i Begreb med at nedsvælge en Kammerat, blev kvalt ved, at Ofret bøjede Halen og jog den ud gennem Angriberens ene Gællespalte. Aadsler gaar Aalen ogsaa efter, og endelig vænner den sig hist og her til Plantekost, naar denne tilbydes under visse Former, saasom opblødt Korn, eller naar ej anden Føde haves, saasom i Damme. Hele Aalebestanden i Fjorde og Vige, Aaer og Søer vedligeholdes ved Indvandring af spæde Aal fra Havet; man har bl. a. oftere gjort den Erfaring, at et Vand bliver aaletomt, naar det afstænges fra fremkommelig Forbindelse med Havet. Hvert Foraar viser denne Aaleyngel sig i talløs Mængde ved Kysterne; Glasaal kalder man den, fordi den er næsten gennemsigtig, saa at man skimter Hjærne, Rygrad og Indvolde. Aale farin g er et andet Navn. Fra Dybet stimer Aaleungerne ind til Landet, opsøgende ethvert Vandløb langs Kysten, baade paa aaben Strand, i Fjorde og andre Indvige fra Havet. Denne Indvandring gentager sig saa regelmæssigt overalt, hvor Aalen lever, at man paa forskellige Sprog har særegne Navne for den spæde Aaleyngel. Opstigningstiden er iøvrigt meget uens og retter sig tydeligt nok efter Vaarens Komme. Saa-ledes viser Aaleyngelen sig i Adriaterhavet allerede i Februar, ved Frankrigs Atlanterhavskyst ikke før i Marts-April, ved Holland, Tyskland og Danmark i April. Aalefaringens Opgang i de ferske Vande falder lidt senere, i Danmark omtrent i Maanederne Maj og Juni. Det er en forbavsende Ihærdighed, hvormed Aalefaringen søger op i Vandløbene. Den lader sig ikke standse, selv om den møder Hindringer i Form af Sluseværker eller andre Opstemninger for Vandet. Aaleungerne søger frem overalt, hvor der er lidt Væde fra en Sprække i Slusen eller Skoddet, og de skal nok finde den Aab-ning, hvorigennem de kan bugte sig; de gaar endog op ad en lodret Væg, blot der er en Smule fugtig Algevækst, hvortil de kan støtte sig. Aalefaringen borer sig ogsaa ind i Sandet, saa langt der blot er Fugtighed, den gaar op gennem underjordiske Vandlag og Drænrør og naar saaledes frem til Indvande, hvis Forbindelse med Vandløb man næppe aner. Der gives dog Hindringer, som Aalefaringen ikke formaar at overvinde. I tidligere Tid fandtes der saaledes ingen Aal i den store, svenske Indsø Venern, da Aaleungerne ikke kunde passere Vandfaldet ved Trolhättan; men efter Bygningen af Kanalen indfandt Aalen sig i Søen, da den nu kunde slippe op gennem Sluseværkerne. Hvor Vandløbet er frit, afgiver Aalefaringen ofte et imponerende Skue ved sin Talrighed; man har f. Eks. i Elben iagttaget en Aalefaring, der fulgte Bredden med alle