Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

222 DYRENES LIV dens Krumninger som en levende, */» M. bred Strime og var lo Dage om at passere et givet Sted, uagtet den var uafbrudt i Bevægelse. Aalefaringen drager dog især frem om Natten og holder sig skjult om Dagen, saalænge Solen skinner. Alligevel undgaar en Mængde Yngel ikke at tages af andre Fisk, Ænder o. s. v., og mange omkommer under deres ivrige Gaaen paa, naar de møder Hindringer. Aalefaringen vinder dog frem, om den end mindskes nok saa meget i Tal paa Vejen. I Vandløb af større Længde tager det Tid at komme frem, og Yngelen vokser undervejs; naar den f. Eks. fra Randers Fjord endelig ankommer til det store Sluseværk ved Silkeborg, er den iflg. A. Feddersen allerede gennemsnitlig 10 Ctm. lang. Efterhaanden mister Ungerne ogsaa Udseendet af »Glas-aal«, idet Ryggen mørknes, og Sider og Bug bliver gule; Skællene begynder først at vise sig, naar Ungerne er 10 Ctm. lange. Efterhaanden vil man saa kunne forfølge Aalefaringen opefter i Aaløbene, indtil den forsvinder i Søer, Moser og andre Indvande. En Del Aaleyngel standser dog allerede i Vandløbenes nedre Del, og mange Glasaal gaar slet ikke op i de ferske Vande, men bliver staaende langs Kysten. I lune, tangbevoksede Fjorde og Vige er der nemlig rigeligt med Smaadyr for de spæde Aal, og der mangler heller ikke passende Føde, naar de bliver større. Opgangen fra Havet er aabenbart en Næringsvandring: Aaleyngelen stiger op i de smaa Brakvande og i de ferske Vande, fordi den dér finder gode Vilkaar for sin Trivsel. Naar den har vokset sig stor, og Forplantningsdriften vaagner, søger den tilbage til Havet, hvorfra den drog op som spæd Unge. Ynglevandringen til Havet indtræffer hvert Aar lige saa regelret som Glasaalenes Opstigning, men til en anden Tid. I de ferske Vande »skrider« Aalen talrigst hen paa Sommeren og Efter-aaret, og til Vandringen vælger den helst mørke Nætter. Fra Moser, Damme og Søer trækker Aalene ud i Bække og Aaer, naar da ikke uoverstigelige Hindringer er i Vejen; smaa Lavninger med fugtigt Græs hindrer ikke Vandringen, og ofte træffes Vandreaal paa det tørre, overraskede af Morgenens Komme. 1 Vandløbene slutter andre Aal sig til, og alle følger de Strømmen ned efter Havet. Ogsaa fra Fjorde og Vige vandrer de fuldtvoksne Aal ud. Er da Blankaalene henimod Aarets Slutning endelig naaede til de aabne Kyster, staar vi overfor Vandringen i Havet, idet Vandreaalene i September, Oktober og November i store Skarer drager mod Nord langs Danmarks Kyster. I Store- og Lille-Bælt, i Sundet og ved Jyllands Østkyst, selv helt oppe ved Frederikshavn, drager Aalene nordpaa. Der foregaar en Aalevandring helt indefra Østersøen ud gennem de danske Farvande. Vind, Strøm og Vejrlig har stor Indflydelse paa Vandringen, men især gør Maanen sig gældende; naar den skinner om Natten, sker der en Standsning, men er Vejret stormfuldt og mørkt, og løber Strømmen den rigtige Vej, er Aale-trækket i fuld Gang.«