Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

blødfinnefiskene 237 sidst var saa skrabet og fuld af Rifter, som den kunde blive. En skønne Dag foretog imidlertid en af de store Havaal en kraftig Svælgning og lukkede sine Kæber over den mii.dres Hoved; og nu findes denne ikke mere. I Spanien og Portugal spiser man denne Fisk; hyppigst bliver der kogt Suppe paa den, efter at Kødet er tørret og pulveriseret. Ogsaa skal den anses for brugelig visse Steder i England. At Hav-aalens Kød som Næringsmiddel staar tilbage for den almindelige Aals, er man dog enig om.« Til Aalefamilien hører ogsaa Murænen (Muraena helena), hvis Kød stod i saa overordentlig høj Anseelse hos de gamle Romere. For denne Fisks Skyld anlagde man Damme og inddæmmede Havet for saaledes altid at have Forraad nok til de berygtede Fraadserier. I Følge Plinius var Hirtius den, der først indrettede en saadan Dam. Den var saa stærkt besat med Fisk, at han ved Cæsars Triumftog kunne sætte 6000 Stkr. Muræner paa Bordet for sine Venner. Ja, Vidius Pollio skal endog have mæsket Muræner med sine Slavers Kød, og Crassus skal have smykket en tæmmet Yndlings-Muræne med Guldbaand og grædt og sørget over dens Død. Murænen er plumpt bygget og mangler Skæl; dens Forkrop er smuk gul, medens Bagkroppen gaar over i det brunlige. Desuden er den brunmarmoreret. Store Individer opnaar en Længde af 1,5 M. og en Vægt af 6 Kilo og derover. Murænen har hjemme i Middelhavet, men forvilder sig undertiden derfra helt op til den engelske Kyst. Den lever paa Bunden af dybt Vand og viser sig om For-aaret ved Kysterne for at lege. Krebsdyr og Blæksprutter udgør især dens Føde, og dens Graadighed skal være saa stor, at den i Mangel af anden Næring bider Halen af sine Kammerater. Naar den fanges, er den meget voldsom i sine Bevægelser og bibringer let uerfarne Fiskere slemme Saar. Kødet skal være særdeles velsmagende. * _ * * Barryggene (Gymnotidaé) mangler Rygfinne og har en meget lang Gatfinne. Den elektriske Aal (Gymnotus electricus') har ingen Skæl. Den opnaar en Længde af 2 M. og en Vægt af 15 — 20 Kilo. Farven synes at være meget forskellig. De Eksemplarer, som Humboldt fangede, var smukt olivengrønne med to Rækker gule Pletter, som med lige store Mellemrum strakte sig fra Hoved til Hale. Paa Undersiden var Hovedet livlig gult og rødt. Hver Plet omfatter en Udførselsgang, og Dyrets Hud er stadig bedækket med en Slim, der leder Elektriciteten tyve til tredive Gange bedre end rent Vand. Omtrent de fire Femtedele af Kroppens Længde indtages af det elektriske Apparat. Dette bestaar af to større ydre og to smaa indre Bundter, sammensatte af talrige, langstrakte Hinder, som danner