Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

238 DYRENES LIV lange, vandrette Søjler. Disse forbindes indbyrdes ved en Mængde smaa, lodrette Blade eller Lameller, saa at der opstaar talrige Smaa-kamre eller Rum, der er opfyldt af en slimet Masse. Det hele Apparat er rigt forsynet med Nerver. Det beror fuldstændig paa Fisken selv, om den vil meddele elektriske Slag eller ikke. Den elektriske Aal er udbredt over en stor Del af Sydamerika, men opholder sig kun i Vande, der har en Varme af 29—27°; i koldere Vande aftager dens Kraft betydelig. Naar Vandet staar højt, synes den at strejfe om; men ved Indtrædelsen af den tørre Aarstid roder den sig dybe, runde Huller i Dyndet, i det den stadig drejer sig om i en Kreds. Dens Føde bestaar af forskellige Slags Fisk og andre Vanddyr. Den frygtes og hades meget af de Indfødte, fordi de især tilskriver den, at Sumpene og Dammene i de saakaldte Elektrisk Aal. Lianos er saa fattige paa Fisk. Den elektriske Aal dræber ogsaa langt mere, end den æder, og alle de andre Beboere af Vandet flygter derfor til Steder, hvor de kan være sikre for den. Et Sted maatte man endog give en Vej en anden Retning, fordi de elektriske Aal i en Flod havde formeret sig saa stærkt, at der hvert Aar omkom en Mængde af de Muldyr, som maatte vade over Floden. Man holder elektriske Aal fangne i Bassiner og fodrer dem med Smaaflsk eller Regnorme. Allerede fra Slutningen af det syttende Aarhundrede haves der Meddelelser fra Guyana om den elektriske Aal; men først Alexander von Humboldt har Æren af at have givet paalidelige Oplysninger om den, og de er den Dag i Dag de fuldstændigste, vi besidder. Han havde syslet med Undersøgelser af den galvaniske Elektricitet og var derfor meget ivrig efter at udvide sine Forsøg til en Fisk med en saa vældig elektrisk Kraft. Men paa Grund af den store