Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 239 Frygt, som Indianerne har for den elektriske Aals Stød, var det vanskeligt at faa dem til at indlade sig paa at fange den. Efter længere Forhandling indlod man sig imidlertid paa denne i Sandhed højst mærkelige Fiskefangst. »Da,« fortæller Humboldt, »sagde Indianerne, at de vilde fiske med Heste. Ikke længe efter kom vore Førere tilbage fra Steppen, hvor de havde sammendrevet forvildede Heste og Muldyr, bragte omtrent tredive af dem med og jagede dem ud i Vandet. Den uvante Støj af Hestenes Stampen drev Fiskene op af Dyndet og tirrede dem til Angreb. Aalene, der saa ud som store, mørkt og gult farvede Vandplanter, svømmede da hen over Vandfladen og trængte sig sammen under Hestenes og Muldyrenes Bug. — En Kamp imellem saa forskellige Dyr afgiver et højst malerisk Skue. Indianerne stiller sig med Kastespyd og lange, tynde Rørstokke i en tæt Række omkring Dammen, og nogle af dem stiger op i Træerne, hvis Grene som en Skærm breder sig ud over Vandet. Ved vilde Skrig og med lange Stokke skræmmer de Hestene tilbage, naar de vil flygte op paa Bredden. De af Støjen bedøvede Aal forsvarer sig ved gentagne Stød fra Batterierne. Det synes i lang Tid, som om de vil gaa af med Sejren. Flere Heste bukker under for de usynlige Angreb, af hvilke de ædlere Dele rammes fra alle Sider; bedøvede af de stærke, uophørlige Slag, synker de til Bunds. Andre tager sig atter sammen og søger, snøftende, med strittende Manke og med vild Angst i de stive, opspilede Øjne at undfly fra det omkring dem rasende Uvejr, men drives af Indianerne atter ud i Vandet. Nogle undgaar dog Fiskernes ivrige Paapassenhed; de naar, rigtig nok snublende ved hvert Skridt, ind til Bredden og kaster sig, udmattede til Døden, om paa Sandet med stivnede Lemmer. Inden fem Minutters Forløb var to Heste druknede. Den ca. I314 M. lange Aal trænger sig nemlig ind under Hestens Bug og meddeler den et Stød gennem sit elektriske Apparats hele Udstrækning; Hjærtet, Indvoldene og Bugnerverne bliver derved paa én Gang ramte. Den samme Fisk virker naturligvis saaledes langt kraftigere paa en Hest end paa et Menneske, naar dette kun rører ved den med Haanden eller Foden. Hestene bliver rimeligvis ikke slaaede ihjel, men kun bedøvede, og drukner, fordi de ikke kan rejse sig, saa længe Kampen mellem de andre Heste og de elektriske Aal vedvarer. Vi troede ogsaa først, at alle de Dyr, som man brugte til dette Fiskeri maatte gaa til Grunde, det ene efter det andet. Men efter-haanden aftager den ulige Kamps Hede; og de udmattede Aal spredes. De trænger nu til lang Ro og rigelig Føde for paa ny at erstatte det lidte Tab af galvanisk Kraft. Indianerne forsikrer, at naar man to Dage efter hinanden driver Heste ud i et Vandsted, hvori der findes ualmindelig mange elektriske Fisk, gaar der den anden Dag ikke en eneste Hest til Grunde. Muldyr og Heste røbede da virkelig ogsaa mindre Angst; deres Manker rejste sig ikke mere,