Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

240 DYRENES LIV og deres Øjne saa rolige ud. Aalene kom sky svømmende til Bredden af Dammen, og man fangede dem her med smaa, ved lange Strikker fastgjorte Kastespyd. I faa Minutter fik vi fem store Aal, af hvilke de fleste kun var ubetydelig beskadigede. Paa samme Maade blev der om Aftenen fanget endnu flere. Man vilde ikke uden Fare kunne udsætte sig for de første Stød af en meget stor, stærkt tirret elektrisk Aal. Faar man tilfældigvis et Slag, førend Fisken er bleven saaret eller udmattet ved en lang Forfølgelse, saa er Smerten og Bedøvelsen saa voldsom, at man aldeles ikke kan gøre sig Regnskab for Fornemmelsens egentlige Natur. Jeg mindes aldrig at have lidt en saa frygtelig Rystelse ved Udladningen af en stor Leidener-Flaske, som da jeg uforsigtig satte begge mine Fødder paa en elektrisk Aal, der netop var trukken op af Vandet. Hele Dagen igennem følte jeg hæftige Smerter i Knæene og i næsten alle Ledemod. Naar man nøje vil iagttage den paafaldende Forskel mellem Virkningen af en Volta-Søjle og af en elektrisk Fisk, maa man røre ved denne sidste, naar den er meget mat. De elektriske Rokker og elektriske Aal frembringer da en Senespænding fra det Lem af, som har rørt ved de elektriske Organer, indtil Albuen. Ved hvert Stød tror man indvendig at føle en Svingning, der varer to, tre Sekunder, og paa hvilken der følger en smertelig Bedøvelse.« Bearbejderen kan af Erfaring bekræfte, at den elektriske Aal taber sin Kraft ved hyppige Udladninger. I en Restaurant-Have i Rio de Janeiro holdtes en stor elektrisk Aal i et Bassin, og det var en yndet Sport blandt Gæsterne at lade sig elektricere ved at berøre den med en Jærnstang. Stødet føltes kun svagt, som ved en ikke synderlig stærkt ladet Elektricermaskine — men første Gang, man med Jærnstangen pirrede ved det uhyggeligt udseende Vanduhyre, var det alligevel med en lidt gysende Fornemmelse! Til Slangefiskene (Ophidiidaé) hører Sandgrævlingerne (Ammodytae), langstrakte Fisk med en meget lang Rygflnne, en middellang Gatflnne, en veludviklet Haleflnne og smaa Brystfinner. Tobisslægten (Ammodytes') har et spidst Hoved med stærkt fremragende Underkæbe. Munden er tandløs, naar undtages, at Plovskærbenets forreste Ende har et Par stærke Tænder, og at Svælgknoglerne altid er tæt besatte med Tænder. Skællene er meget smaa og fastsiddende og Knoglerne grønne. Disse Fisk findes ved Europas sandede Kyster og bruges især som Agn. Den almindelige Tobis (A. tobianus) minder i flere Henseender om Hornfisken, navnlig ved Farven, ved Legemets Form, ved Hovedet med den fremragende Underkæbe, ved Sidernes Hudkøle og ved de grønne Knogler. Paa Ryggen er den smuk grøn, medens Sider og Bug er sølvhvide. Længden udgør omtrent 25