Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

GANOIDERNE 241 Ctm.; naar Tobisen er større, faar den i det nordlige Jylland Navn af »Tobiskonge«. Den er almindelig udbredt langs Danmarks og Norges Kyster, som oftest i Selskab med den følgende Art. Den tilbringer en stor Del af sit Liv nedgravet i Sandet i en Dybde af tolv til femten Ctm. Kaster man nylig fangede Individer paa den fugtige Strandbred, overraskes man ved den Hurtighed, hvormed de forsvinder, idet de straks borer sig ned. Det spidse Hoved, den fremragende Underkæbe og den tynde, trinde Form gør dem vel skikkede til dette Arbejde, ved hvilket de ogsaa søger de i Sandet levende Orme. Morgen og Aften plejer de imidlertid, siger Krøyer, at komme frem, og hvor der er stærk Ebbe og Flod, skal de skjule sig i Ebbetiden, men svømme om i Flodliden. Sandgrævlingen norsk: Siil (A. lanceolatus) har en højere Krop, en kortere Underkæbe og bredere Skælrækker end Tobisen. Desuden er den mindre end denne — den bliver nemlig kun omtrent 18 Ctm. lang — og har en mindre iøjnefaldende Farve. I øvrigt ligner den Tobisen. En højst mærkelig Fisk paa Grund af sin Levemaade er Middelhavets Fierasfer imberbis, der lever som Snyltedyr i Søpølser. Den opholder sig nemlig i Søpølsens Fordøjelseskanal, hvor den tager sin Del af Søpølsens Føde. Andre Arter af disse Fisk lever i Sø-stjærner. GANOIDERNE. Fiskene af denne Orden kendes let paa, at de enten har tavlede eller afrundede Glasurskæl, der ligger som Mosaik i Huden, eller ogsaa Benskjolde, eller er aldeles nøgne. Finnerne har ofte paa den forreste Rand en enkelt eller dobbelt Række af tornede Tavler eller taglagte Skæl. Gællerne er frie og ligger i en Gællehule under et Gællelaag ligesom hos de foregaaende Fisk. Skelettet er enten benet eller til Dels brusket. Bugfinnerne sidder langt tilbage paa Bugen. I tidligere Jordperioder var disse Fisk meget talrigere end nu. Bruskganoiderne eller Størene (Acipenser) har kun til Dels et benet Skelet; Hjærnekassen er næsten helt brusket, og i Stedet for en af Hvirvler dannet Hvirvelsøjle har de en blød, brusket Rygstræng. Kroppen er lang med en mere eller mindre tilspidset, ubevægelig Snude, der gaar langt ud over og foran den nedad vendte, tandløse Mund. Gællelaaget dækker kun ufuldstændig Gællespalten, og Gællehuden mangler Straaler. Størenes ydre Beklædning bestaar af store, i fem Rækker ordnede Benskjolde, af hvilke en Række gaar langs Ryggen, to langs Siderne og to langs Bugen. Huden Brehm: Djrenes Liv. III. 16