Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

DE TVÆRMUNDEDE 273 med dem kan de dog umulig. Og hvorledes bærer de sig ad med at sigte? Ogsaa af Ørnerokkerne (Myliobatidae), som omfatter Kæmperne af Rokkegruppen, har nogle Halepig. De er karakteristiske ved deres uforholdsmæssige Bredde, som beror paa Brystfinnernes Størrelse og Form; disse er nemlig meget lange og brede, især paa Midten, hvor de er trukne ud til et Par vingelignende Flige, hvis Pilrokke. Spidser peger bagud. Ørnerokkernes meget lange og tynde Hale bærer ved Roden en lille Rygfinne, men er i øvrigt fitineløs. Hos nogle bestaar den eller de midterste Tandrækker af meget lange, sekskantede Plader, hos andre er alle Tænderne ligesidet sekskantede, og hos alle er de tæt sammenstillede til noget, der ligner et Flisegulv. Den almindelige Ørnerokke (Myliobates aqvila), der som oftest kun er 1,5 M. bred, skal undertiden have opnaaet en Bredde af 5 M. med en Vægt af 400 Kilo. Den har hjemme i sydligere Strøg, men er dog taget i Nordsøen. Ørnerokken ses jævnlig i højere Vandlag, »flyvende« gennem Vandet med vidtgribende Bevægelser af sine store Brystfinner. Den kan bibringe slemme Saar med sin Haletorn og formenes at være æglæggende. Under det pyntelige Navn Sødjævle eller Djævlerokker er kendt en Række kæmpemæssige Former, som i alt væsentligt ligner Ørnerokkerne. Dog er deres Brystfinner endnu bredere og spidsere, og Legemets Bredde end mere iøjnefaldende i Forhold til Længden, og paa hver Side af Munden har de et Par Vedhæng, som undertiden er rullet kræmmerhusformet sammen, og som er et forreste, fra det øvrige skilt Parti af Brystfinnerne. De tjener til at skovle Brehm : Dyrenes Liv. III. ®