Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

insekterne 287 det sidste Bagkropsled. Luftrørene gaar ud i de fineste Dele af Legemet, selv ud i Vinger og Følehorn; da de er lukkede, maa Luften føres samme Vej tilbage i dem, som den er trængt ind. Tilstoppes et Insekts Lufthuller, kvæles det. Insekternes Nervesystem bestaar af en Stræng af Nervetraade, som udgaar fra Hovedet og langs Bugsiden strækker sig gennem hele Legemet. Talrige Nerveknuder, »Ganglier«, som oftest én i hver Kropring, udsender Nervegrene til de enkelte Organer. Oven over og ligeledes neden under Svælget ligger der en Knude, som indbyrdes er forenede til den saakaldte »Svælgring«, der minder om Hvirveldyrenes Hjærne, idet den afgiver Nervetraade til Sanseredskaberne. Med faa Ord kan man betegne Insekternes Nervesystem som »en Kæde af Nerver med Ganglieknuder«. Største Delen af Insekterne er stumme, og den Lyd, enkelte frembringer, skyldes enten Gnidningen af visse Legemsdele imod hinanden eller ogsaa egne Lydredskaber, som dog ikke har noget med Aandedrætsredskaberne at gøre, saaledes som hos Pattedyr og Fugle. Flere Billearter giver Lyd fra sig, især naar man holder paa dem, og Lyden hidrører da frå Gnidningen af enkelte Legemsdele. imod hinanden. Græshopperne »synger« højt, men denne Sang frembringes alene ved Gnidning af Benene imod Vingerne eller af disse imod hinanden. — Hvor Tungen er udviklet, maa den vistnok være et Smagsredskab. De Insekter, hvis Hanner frembringer Lokketoner, maa uden Tvivl kunne høre, men det er vanskeligt at afgøre, om alle Insekter besidder denne Evne. Naar man undtager enkelte Arter, hvis Hunner føder levende Unger, formerer alle Insekter sig ved Æg. Disses Udklækning overlades til Solvarmen, og i de allerfleste Tilfælde bryder Hunnerne sig ikke om dem, naar de først er bievne anbragte paa passende Steder. Det gælder kun om at finde det rette Sted, at fæste Æggene dertil og at tildække dem, naar det er nødvendigt, saa at de er sikrede imod Kulde eller anden skadelig Paavirkning. Ved Varmen udvikles Ægget, og i forholdsvis kort Tid er Ungen saa vidt, at den kan sprænge Æggeskallen og begynde et selvstændigt Liv som Larve. I denne Tilstand har Insektet i de fleste Tilfælde ikke den ringeste Lighed med det fuldstændig udviklede Dyr. Det kryber da om som en Orm paa eller i Jorden og er kun sysselsat med at æde. Naar Larven efter flere Gange at have skiftet Hud har op-naaet sin fulde Størrelse, hører den ofte op at æde, omgives af Puppehylsteret og kaldes saa Puppe. Denne Puppetilstand er egentlig kun en Hviletid paa Overgangen fra Larve til fuldstændig udviklet Insekt. Først naar Puppehylsteret sprænges eller afkastes, er Forvandlingen til Ende, og først da har Insektet faaet samme Udseende som Forældrene. De fleste Insekter gennemgaar denne saakaldte »fuldslændige Forvandling« eller »Metamorfose«. Hos andre ligner Larven i alt væsentligt Forældrene, mangler kun Vinger, samt enkelte Led paa Fødder og Følehorn o. s. v., og bliver i Stedet for