Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 590
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
INSEKTERNE
289
denen. Aldrig saa snart er ved Sommertide et Dyr faldet for Forkrænkelighedens Lov, før der melder sig aadselædende Smaavæsner, der som udvoksede eller som Larver er henviste til at leve af raad-nende, dyriske Væv, og paa faa Dage eller Uger er kun de uskadelige Knogler eller andre haarde Bestanddele tilbage. Hvert udgaaet Træ i Skoven, hver nedfalden Gren, ja hvert Blad, der gulnet flagrer til Jorden, angribes af Insekter og deres Larver, eller af andre lavere Dyr, som fremmer Omdannelsen til Stoffer, der kan komme den levende Planteverden til gode. Og ikke nok hermed; intet sygt Træ, ingen usund Plante faar ret længe Lov at føre sin hensygnende Tilværelse og tage Pladsen op for de sunde og formeringsdygtige. Viser de blot de svageste Tegn paa svigtende Kraft, indfinder barkog vedborende Insekter sig og fremskynder Opløsningen; thi Ligevægten er forrykket, og de Vaaben, Planten i sin Kraft og Fylde har mod Insekternes Angreb, er sløvede.
Men som Insekterne rydder Valpladsen for saarede og døde, saaledes hjælper og fremmer de ogsaa Planternes Formering. Et stort Antal Plantearter er overhovedet kun i Stand til at sætte Frø ved deres Hjælp, idet deres Blomster alene er indrettede paa Fremmedbestøvning ved besøgende Insekter. For at lokke Bestøvere til, er de udstyrede med skinnende Farver, søde Safter og stærk Duft og med beundringsværdige Tilpasninger, som gør det muligt for en eller for nogle faa Insektarter, og for dem alene, at trænge ned til den gemte Honning samtidig med, at de bringer Støv paa Ar.
Man hører ofte Tale om Insekternes planteødelæggende Virksomhed og om, hvorledes de tilintetgør Vegetationen. Det finder dog sjældent Sted i nogen stor Udstrækning, saa længe Naturen er overladt til sig selv, først naar Mennesket griber ind, forstyrres Ligevægten. I utalte Æoner har Oldenborren levet i den palæarktiske Regions Skovegne uden rimeligvis nogen Sinde at gøre nævneværdig Skade. Men da Mennesket ryddede store Arealer og bragte Jorden i en Tilstand, der begunstigede dens Æglægning og Formering, op-traadte den med et saadant Overtal af Individer, at dens Virksomhed blev følelig. Hvor længe havde ikke Phylloxeraen og Kartoffelbillen (norsk Potetesbillen) levet upaaagtede og uskadelige i Amerika, inden der ved Vin- og Kartoffeldyrkningen og ved deres Overførelse til nye Lande blev aabnet dem Mulighed for at optræde som ødelæggende Skadedyr. I den nyeste Tid har Forskningen paavist endnu et Omraade, paa hvilket Insekternes Færd er af uanet Betydning, idet nogle af dem, der suger Blod af Mennesker og Dyr, optræder som Overførere af smittebringende og sygdomvoldcnde Organismer fra Dyr til Dyr og fra Menneske til Menneske. Tsetsefluen i Afrika bringer saaledes et dræbende Smitstof over i Kvægets Blod, visse Arter Moskitoer overfører Malaria-Gift, stnaa levende Væsener, fra Individ til Individ, Lopperne beskyldes for at udbrede Pest o. s. v.«
Brehm. Dyrenes Liv. III.
19