Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

298 DYRENES LIV for at aande. De svømmer efter endt Indaanding videre dels ved Hjælp af Benene, dels ved lodrette Bugtninger af Legemet. Forpupningen gaar for sig i Land, i en lille Hule, dannet i den bløde Bund ved Vandets Kanter. Hvis Forvandlingen til Puppe finder Sted sent ud paa Efteraaret, kommer Billen først frem om Foraaret, i modsat Fald varer det kun 14 Dage, før den viser sig.« Hvirvlerne (Gyrinidaé) er smaa, glinsende, ofte endogsaa lysende Dyr, som færdes paa Overfladen af stillestaaende Vande. Snart samler det lille Selskab sig omkring et bestemt Punkt, saa farer hver enkelt frem og tilbage, idet en beskriver en større Bue, medens andre svømmer i modsat Retning, og atter andre drejer sig om i Spiraler eller lunefulde Svingninger. Men saaledes færdes de kun, medens Solen skinner eller i varmt Vejr; paa kølige og stormfulde Dage skjuler de sig derimod imellem Vandplanternes Blade. I Følge Schiødte er Hvirvlernes Svømning i flere Henseender væsentlig forskellig fra Vandkalvenes. Da nemlig Kroppens Tyngdepunkt falder sammen med dens Midtpunkt, og de bageste Ben er overmaade korte og lette, bliver Stillingen ganske vandret, og da Kroppen er meget mere hvælvet oven paa end neden under og tillige betydelig lettere end Vandet, kommer den til at ligge ganske oven paa dettes Overflade, med den hele Rygside ganske tør. Dyret holdes altsaa for saa vidt uden Umage i en for den fremadskridende Bevægelse gunstig Stilling, men drives ikke fremad af Vandet, saaledes som det er Tilfældet med Vandkalvene, og maa l i derfor anvende større Kraft til Svømningen end disse. \ ; Denne større Kraft tilvejebringes dels ved Benenes i h0Jeste Orad sammentrykte Form og til Hudblade ud-jft 'i fip- viklede Svømmebørster, dels ved at det til Mellem-brystet føjede andet Benpar næsten er lige saa stærkt ÄlwM udviklet baade i Form og Muskelmasse som Bagbenene. V Et eneste Stød imod Vandet med fire saa fortrinlig dan- nede og af forholdsvis saa uhyre Muskelmasser førte Hvirvler. Redskaber driver det lille, lette Legeme paa én Gang saa langt fremad, at den tilbagelagte Strækning ofte er hundrede Gange længer end Dyret, hvorpaa et nyt Slag foretages. »Da deres Lethed er saa stor«, siger Schiødte videre, »kan Hvirvlerne kun med megen Vanskelighed dykke; for at faa Hovedet ned under Vandet maa de først give sig stærk Fart og derpaa tage de lange Forben til Hjælp, ligesom Vandkalvene gør under den modsatte Bevægelse, naar de vil stige op til Overfladen med Hovedet foran. Under Vandet har Bevægelsen den samme Form som paa Overfladen, men foregaar, eftersom den er forbunden med langt større Anstrængelse, i meget kortere Sæt. For at holde sig paa Bunden favner de Stilken af en Vandplante med deres armformede Forben; saa snart de slipper, stiger de op med en Hurtighed af omtrent 60 Ctm. i et Sekund. Saa længe Gyrinerne befinder sig paa