Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 299 Vandets Overflade, kan Respirationen foregaa paa samme Maade som hos de paa Landet levende, luftrøraandende Dyr, eftersom Vandet formedelst den silkeagtige Behaaring paa Bagkroppens ube-dækkede Spids holdes borte fra Dækvingernes afstumpede Ende. For derimod at forklare Aandedrætsmekanismen under Vandet, maa man først bringe Dækvingernes Bygning i Erindring og navnlig Formen af deres Sømforbindelse; de kan vel sluttes lufttæt til Bagkroppen med Siderne, men derimod ikke med Spidsen. Hvirvlerne kan derfor ikke, saaledes som Vandkalvene, fastholde den til Aande-drættet fornødne Luft under Dækvingerne; men idet de dykker ned under Vandet, flyder Luften ud under disses Spids og danner en Blære, som bliver hængende der, hvor Sømforbindelsen ophører. Det følger af sig selv, at Dyret stiger op igen til Vandets Overflade, naar den saaledes medbragte Luft ikke længer er brugbar. Man kan let forestille sig, hvor virksomme Rovdyr Hvirvlerne er, naar man betænker, at de ikke alene svømmer fortræffelig og har Tygge- og Fordøjelsesredskaber byggede efter samme Typus som den foregaaende Familie, men endog er forsynede med to Øjen-par, ét til at undersøge, hvad der foregaar nede i Vandet, og et andet, hvormed de kan gennemspejde Luften. Det er vist, at Hvirvlerne hører fortræffelig; thi Medlemmerne af en paa Vandet hvilende Flok bemærker i en Afstand af endog henimod en halv Snes Skridt de sig nærmende Fodtrin, og flygter, idet de i Forvirringen raslende støder sammen, enten øjeblikkelig ned under Vandet, eller adspreder sig paa Overfladen i alle Retninger. At denne skarpe Iagttagelsesevne ikke kan skyldes nogen anden Sans end den, der har sit Sæde i Følehornene, bliver indlysende deraf, at ingen andre Sanseredskaber end Følehornene og de to øverste Øjne befinder sig over Vandet; men, som bekendt, tillader de facetterede Øjnes Bygning ikke at skelne Genstande i en saa stor Afstand.« Af de nordiske Arter er Ggrinus natator den almindeligste. Den har en endnu mere flad Bug end Vandkalvene; Dækvingerne er afstumpede, saa at Spidsen af Bagkroppen stikker frem. Forlemmerne er lange som et Par Arme, medens de bageste Lemmer er aldeles luffedannede. Følehornene er meget korte. I øvrigt er den glinsende metalsort med broncefarvede Sider; neden under er den sort, og Forryggen, Dækvingernes Sidedækker, Brystet og Bugspidsen er røde. En anden almindelig forekommende Hvirvler er G. mergus. »Hvirvlernes Larver, der er beskrevne af den berømte danske Naturforsker Schiødte, hvem vi skylder saa meget af vort Kendskab til Insekternes Udviklingshistorie, ligner ikke lidt Vandkalvens Larver, som vi ret straks skal omtale nærmere. Medens de fuldt udviklede Hvirvlere aander ved Hjælp af de i Legemet forgrenede Luftrør og derfor maa tage en lille Luftbeholdning i Form af en ved Bagkropspidsen hængende Blære med sig, naar de dykker, aander Larverne ved »Luftrørsgæller«, der ses fordelte langs Kroppens Sider som haarede Vedhæng. De bestaar af tyndvæggede