Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 311 tagende Billerne med sig i Faldet. Naar de da laa og væltede sig paa Ryggen i Støvet, kom af og til andre Par flyvende og bestræbte sig for at tage den i Øjeblikket forladte Kugle i Besiddelse; men næppe havde de trillet den nogle Skridt, før de indhentedes af de retmæssige Besiddere, og der udspandt sig nu en hidsig Kamp, idet alle fire stangede saaledes løs paa hverandre med Pandetornene, at man tydelig kunde høre Stødene. Efter nogle Minuters Kamp fløj Røverne bort, og det udholdende Ægtepar begyndte paany at bestige Skraaningen, hvis Rand de til Slutningen naaede. Undertiden ser man Hanner, som alene triller om med en Kugle, og dette maa rimeligvis være sørgende Enkemænd, hvis Mage er gaaet i en eller anden Fugl. Andre Iagttagere vil have bemærket, at de undertiden arbejder i Fællesskab, og ganske sikkert har jeg af og til set tre eller fire Biller i Færd med én Kugle, uden at jeg egentlig kunde komme efter, hvem den tilhørte. Følgende Iagttagelse, som fortælles af en tysk Maler, er i ethvert Tilfælde meget lærerig. Under sit Arbejde lagde han Mærke til en Pillebille, hvis Kugle var trillet ned i et dybt Hul. Den arbejdede trofast paa at hæve den i Vejret, men hver Gang den havde faaet Kuglen noget op, trillede den ned i Hullet igen. Tilsidst kravlede den langsomt op ad Hullet og forsvandt. Lidt efter kom den atter vandrende med tre andre Pillebiller, og ved forenede Kræfter bragte de Kuglen op, hvorpaa de tre Venner spaserede af Sted, medens Ejermanden trillede videre med sin Kugle. Medens vor Fauna desværre ikke besidder disse saa interessante Biller, har vi nogle, dem nærstaaende Former i den 2.5 Ctm. lange, hornede Møgbille (Copris lunaris), og i Slægten Onthophagus, hvis Arter dog er temmelig smaa. Hannerne til disse to Slægter udmærker sig ved et tilbagekrummet Pandehorn. Hunnerne laver vel Foderboller til Larverne, men de triller ikke omkring med dem. Hvert Æg indelukkes i en langagtig Gødningspølse, som derpaa graves ned, ofte i en betydelig Dybde. Mere kendt end disse er derimod de almindelige Skarnbasser (Geotrupes'), som om Dagen opholder sig i Gødning eller Svampe, medens de efter Solnedgang stryger lavt hen over Jorden i tung, summende Flugt. Med en vidunderlig Sporsans søger de straks hen til saadanne Steder, hvor der er falden frisk Gødning, graver sig ind i denne, tilfredsstiller Hungeren og begynder saa at tænke paa Afkommet. Med de stærke Forben graver de under selve Gødningsmassen svære Tunneler ned i Jorden, ofte til en Dybde af ca. 65 Ctm. Gangen udvides nederst til en rummelig Hule, og denne provianteres med en aflang Foderbolle, som Hunnen forsyner med et Æg. Efter otte Dages Forløb kommer Larven, som senere udmærker sig ved sorteblaa Farve, frem, fortærer lidt efter lidt det nedlagte Foder og danner sig endelig et Puppegemme af Jord og Ekskrementer, hvori den gennemgaar sin Dvaletilstand.