Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

324 DYRENES LIV ingen Indsnøring (Hals), og de elleve-, sjældent tiledede Følehorn bestaar af tydeligt adskilte Led og faar derved en vis Lighed med en Perlesnor. Vingerne er ofte meget ufuldkomne og Dækvingerne indbyrdes sammenvoksede. Skyggebillerne udmærker sig for øvrigt ved en ubehagelig Lugt, som formodentlig hidrører fra de raadne Stoffer, hvoraf de lever baade som Larver og Biller. Larverne er alle langstrakte, aldeles hornklædte, og har Ben og for det meste to Vedhæng bag til. Dødningebillen (Blaps mortisaga) har rimeligvis faaet Navn af sin sorte Farve. Den er udbredt over hele Europa og en Del af Asien. Den træffes i halvmørke, fugtige Rum i Bygninger, Kældere, Stalde o. s. v. Melskrubben (Tenebrio molitor) kaldes saaledes, fordi dens Larve, »Melormen«, der er en yndet Føde for Nattergale og andre insektædende Stuefugle, helst opholder sig paa Bunden af Melkasser eller under dem i Møller, Bagerier o. s. v. For øvrigt tager den ogsaa til Takke med mindre pæne Steder. En Opdrætter, som holdt Melorme til sine Sangfugle i en gammel Potte, hvori man plejede at komme gammelt Brød, Klid og Pjalter, lod dem undertiden skelettere mindre Pattedyr og Fugle. Desuden findes Melskrubben ikke sjældent i Dueslag, under Stengulve o. s. v. Larven, den saakaldte »Melorm«, er glinsende gul og bliver omtrent 2.6 Mm. lang; den forvandler sig i Juli til en fin, hvid Puppe, hvoraf Billen fremkommer nogle Uger senere. Melskrubben er brun, temmelig flad og med Undtagelse af Hovedet næsten lige bred overalt. Rygsiden er tæt punkteret og Dækvingerne fint furede. Oliebillerne (Cantharidae) omfatter en Del Biller, af hvilke enkelte er bievne almindelig bekendte paa Grund af deres skarpe, blæretrækkende Vædsker, som har gjort dem anvendelige i Lægekunsten. Desuden har de en højst ejendommelig Udviklingshistorie. Herom skriver Dreyer: »Naar Oliebillerne efter kort Tids Vellevnet paa saftige Plantedele har parret sig, dør Hannen, medens Hunnen, hvis Bagkrop er uformelig opsvulmet af Ægmassen, nedgraver sine Æg portionvis i af hende selv dannede Jordhuller. Snart efter myldrer frem af disse de kun et Par Mm. lange, mørke, haarede og bevægelige Larver, hvis temmelig lange Ben ender med tre-kloede Fødder. De opsøger straks en Foraarsblomst for i den at afvente, at »noget skal vise sig«. Dette noget er en af de mange, enligt levende (ikke samfundsdannende) Bier, som paa denne Aarstid har travlt med at slæbe Honning og Blomsterstøv sammen til det ventede Afkom. Aldrig saa snart sætter en saadan sig i en af Olie-billelarver besat Blomst, før en (eller flere) af disse kryber op paa den for at hage sig fast til den med sine skarpe Kløer. Den følger med til Biens Ynglebo, hvor den smutter af og anbringer sig paa et Biæg i en af Cellerne. Først æder den lille Slubbert saa Ægget, naar Bien, der ikke aner Uraad, har provianteret og lukket Cellen,