Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

330 DYRENES LIV Fra Slutningen af Maj til Begyndelsen af Juli vandrer Nødde-snudebillen om, opmærksom ved den ringeste Støj og parat til med sammentrukne Ben at lade sig falde ned fra en for den svimlende Højde, hvis nogen skulde komme den for nær. Hasselen har imidlertid blomstret, de brune Rakler er forlængst faldet af, og Hunblomsternes røde Rosetter har omdannet sig til grønhvide, fristende Frugter, som koket stikker frem mellem de mørkegrønne Blade. Nu er Tiden kommen for Nøddesnudebillens Virksomhed. Gravitetisk vandrer den fra Has til Has, beføler med Kendermine de unge Novicer i Svøbet, og naar den finder en, som sidder solbelyst, lovende en hurtig og frodig Udvikling, begynder den sit Arbejde. Med de stnaa, staalhaarde Kæber, der sidder lige i Spidsen af Snabelen, borer den et næsten usynligt Hul i Nøddeskallen, trængende ind lige til den nys anlagte Kærne. Derpaa drager den langsomt og med en vis Besværlighed Snabelen tilbage, omfatter Nødden med sine Ben og lægger et Æg nøjagtigt paa den Plet, som den har an-boret. Ved forsigtige Bevægelser med Snabelen skydes Ægget ind gennem Hullet, som lukker sig under Nøddens fremadskridende Vækst, og senere kun giver sig tilkende som et lille, mørkt Naale-stik paa den ellers sunde Skal. At Egernet imidlertid har studeret Nøddesnudebillens Naturhistorie og ved fortræffelig Besked med disse sorte, smaa Pletter, er bekendt nok — man træffer aldrig en ormstukken Nød i dens Vinterforraad. Det i Nødden indførte Æg svulmer op, paavirket af Varmen, og efter omtrent 14 Dages Forløb bryder Larven frem, i Begyndelsen næsten usynlig, men lidt efter lidt naaende den Størrelse og Form, som vor Figur viser. Den er hvid, svagt krummet, med et hornagtigt, brunt Hoved, og med seks smaa Vorter i Stedet for Ben. Denne »Orm« vokser i Nødden samtidigt med Kærnen, som den lidt efter lidt fortærer, idet den omsætter dens hvide, friske Kød til en modbydelig, pulverformet Masse af kaffebrun Farve. Holder Kærnen i sin Udvikling Skridt med Larvens Graadighed, gaar alt heldigt; men hvis koldt og fugtigt Vejr forhindrer Kærnens Vækst, dør Larven bort af Mangel paa Næring, og man finder da i den med »Ormemel« fyldte Nød den døde Larve ved Siden af den fortørrede Kærne. Henimod Nøddernes Modningstid har Larven allerede fortæret det meste af Kærnen og falder nu tillige med sit sikre Hus ned paa Jorden mellem det visne Løv. Fra Kærnen vender den sig nu pludselig mod Skallen, i hvilken den borer en cirkelrund Aabning, stor nok til, at den lige kan presse sit fede Legeme derigennem, og nu skrider denne træge Larve til sit sidste og vanskeligste Arbejde — Nedboringen i Jorden. Ogsaa denne behandles som en Nøddeskal, idet den gnaver sig igennem den til en Dybde af ca. 30 Ctm , et meget betydeligt Arbejde, naar man betænker, at Larven til denne Vandring ikke har andre Redskaber end sine smaa, men staalhaarde Kæber. I denne Dybde danner den sig sin Puppehule, hvori den hviler, til det næste Aars Sommervarme lokker den