Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 331 frem i Juli eller August, hvorpaa den parrer sig og paa ny forsyner Nødderne med sine ødelæggende Æg. Langt mere ødelæggende er Æbleblomstens Snudebille (Anihonomus pomorum). Man vil hyppigt om Foraaret have Lejlighed til at iagttage, at Æbletræernes frembrydende Knopper, trods ydre, gunstige Betingelser, dog har et falmet, ja næsten forbrændt Udseende, og aabner man dem, træffer man i deres Indre atter en lille, fatal »Orm«, der har saa stor Lighed med en Fluelarve, at den af Ukyndige kan forveksles dermed. Bleg, tyndhudet," med enkelte Folder paa Ryggen, spredte Haar og et lille sort Hoved arbejder den løs paa Knoppens fine, sammenfoldede Blomsterblade, som udgør dens Næring, og imod Slutningen af Maj har den derved dannet sig en aflang Vugge i den udhulede Knop, som nu bliver dens Puppeleje. I dette finder man en bleggul, særdeles livlig Puppe med sorte Øjne og enkelte stive Haar, der virker som passive Be- Æbleblomstens Snudebille. vægelsesorganer. Efter en fjorten Dages Forløb forvandler denne Puppe sig til en lille, højthvælvel Snudebille, smykket med Æbleblomstens Farver, rødt og hvidt, hvilket gør den dobbelt vanskelig at opdage. I Juni Maaned sværmer Billerne omkring paa solvarme Dage, medens de paa mørke og regnfulde sidder mere stille, beskæftigede med at begnave Æbletræernes Bladkød, som tjener dem til Næring. Henimod Efteraaret vandrer de befrugtede Hunner ned ad Stammerne for at søge et Vinterleje, enten under Mos ved Træernes Rødder, eller hyppigere i Revner og under selve Barkskællene paa Stammerne. Her tilbringer de hele den ublide Aarstid i en dyb Vintersøvn, og først i April Maaned vækker Foraarssolen dem til ny Virksomhed. De forlader nu deres ublide Vinterhjem og stiger langsomt op ad Stammerne for at finde de Blomsterknopper, hvis Forgængere har tjent dem selv til Vugger. Med sine kraftige Kæber gennemtrænger Hunnen let Knoppens fine Blomsterblade, og naar den har naaet de endnu slumrende Støvblade, trækker den Næbet tilbage og anbringer et Æg i Aabningen. Derpaa vender den sig atter om, skyder med stor Forsigtighed sit dyrebare Æg ind i den svulmende Knop, og aflægger saaledes Æg efter Æg, indtil den, udtømt paa Kræfter, synker ned som et Lig i den Fællesgrav, der tager store og smaa.