Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

442 DYRENES LIV matnibida, Anopheles og Homo sapiens, til den sidstes Fordærv. Men heldigvis bærer vi ikke vor Arts Tilnavn — den vise — helt med Urette, hvilket bl. a. fremgaar af, at det virkelig er lykkedes at udrede disse vanskelige og sammensatte Forhold, hvorved der kan være Haab om engang at faa Bugt med Malariaplagen. Ano-pheles-Arterne maa skaanselløst forfølges og udryddes, navnlig ved at berøve dem Ynglepladserne; dette sker bedst ved Bortledning af alt stillestaaende Vand og ved Dræning af Jordskorpen, Forholdsregler, der allerede har virket godt flere Steder. Noget har maa-ske ogsaa Jordens Behandling med Kalk (Mærgling) hjulpet til, thi det synes, at Larverne trives daarligt i kalkholdigt Vand. Dernæst gælder det om at beskytte sig mod Myggestik, og i saa Henseende er gennemført Brug af Moskitonet af uvurdelig Betydning. Da i alt Fald Anopheles-Arterne kun stikker om Natten, kan man heldigvis undvære disse Net om Dagea. Endelig maa ethvert Til læide af Malaria hurtigst mulig helbredes — ved Kinin —, og enhver Malariapatient maa gøres utilgængelig for Myggene — atter ved Moskitonet —, saa de derved forhindres fra at faa Parasitterne i sig. Ogsaa den gule Feber menes at bero paa en til Dato ukendt Snylter, der ved Myg overføres fra Menneske til Menneske. Man har Myggene af Stegomya-Slægten mistænkte for at være dem, der udbreder denne dræbende, ogsaa i de vestafrikanske Kystlande kendte Sygdom. De i Anledning af Forholdet mellem Malariasnylterne og Myggene anstillede Undersøgelser har bragt forskellige interessante Kendsgerninger frem, de sidstes Liv vedrørende. Man har saaledes, da det blev vanskeligt at skaffe Blod til alle de Myg, man maatte holde i Live saa længe som muligt, forsøgt at ernære dem ved at lade dem suge Saft af modne Bananer; og det viste sig virkelig, at de godt kunde klare sig ved denne Plantenæring. Dette giver maa-ske et Fingerpeg til Besvarelse af det Spørgsmaal, hvorledes alle de mange Myg ernærer sig, som aldrig faar Lejlighed til at suge Blod.« Den ringede Myg (Culex annulatus) kan tjene som Repræsentant for de Myg, som har en lang Snabel at stikke med, temmelig brede, under Hvilen fladt liggende Vinger og ingen Biøjne. Kun hos Hannen forlænger de grofthaarede Følere sig ud over Snabelen og danner i Forbindelse med Følehornenes Fjerbuske en yppig Haarvækst om Hovedet. En saadan vil man aldrig se paa en Myg, der sætter sig paa ens Haand og borer sin spidse Naal, som ligger i en sammenbøjet Skede, ind i Huden, indtil den naar et Blodkar. Det er nemlig kun Hunnen, som stikker og suger Blod, og naar den gør det, ser vi tydelig, hvorledes dens Bug svulmer og bliver rødere for hvert Drag. Som bekendt piner Saaret mest, naar man dræber Myggen, medens den suger, idet dens stikkende Munddele da bliver siddende i Saaret. Man kender let denne Art