Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 443 paa, at Bagkroppen og Benene er tegnede med hvide Ringe og Vingerne med fem mørke Pletter. Den kan blive over 9 Mm. lang og er den største nordiske Art. Den almindelige Myg (C. pipiens) træffes som oftest i Selskab med den nysnævnte og er maa-ske endnu almindeligere. Den er mindre og har hverken mørke Tegninger paa Benene eller de brunribbede Vinger. — Begge disse Arters Larver lever i Millionvis i stillestaaende Vand, hvor disse skøbelige Dyr hænger med Hovedet nedad i Vandskorpen. Den mindste Forstyrrelse faar dem øjeblikkelig til at forsvinde, idet de med slangeagtige Bugtninger fare ned til Bunden. Men de holder ikke længe ud dernede; den ene efter den anden kommer snart op igen og fæster sig ved Bagkroppens Aanderør i Vandskorpen. Pupperne har tæt bag Hovedet Aanderør, hvormed de holder sig fast i Vandskorpen; men ogsaa de bevæger sig op og ned i Vandet ligesom Larverne. Efter otte Dages Forløb fremkommer Myggen, som hviler sig lidt paa Puppehuden, inden den flyver bort. Hunnen vender kort før sin Død tilbage til Vandet for at lægge Æg. I dette Øjemed sætter den sig saaledes paa en eller anden Plante, at den kan naa Vandet med sin Bagkrop og begynder da at lægge sine Æg, der er spidse i den ene Ende og brede i den anden. Da de er klæbrige, hænger det ene fast ved det andet, saa at de tilsammen danner en lille, i begge Ender spids Baad, der bestaar af 250—350 Æg. Larverne kryber snart ud af Æggenes .nederste brede Ende, og naar man ved, at hver Hun gennemsnitlig lægger tre Hundrede Æg, og at der i Løbet af fire til fem Uger fremkommer kønsmodne Myg af dem, kan man fatte, hvorledes de uhyre Myggesværme opstaar, især i fugtige Aar, naar der er nok af Pytter og Vandhuller. Det sidste Slægtleds Hunner overvintrer i Kældere, Træstammer o. s. v. Stankelbenene (Tipula) er de største af alle Myg. De kan ikke stikke og har mangeribbede Vinger. Den almindelige Stankelbens (T. oleracea) Bagben er næsten tre Gange saa lange som Bagkroppen, og hele Kroppen er 22—26 Mm. Denne Myg fremkommer først i Juli og August. Gaar man i September over en Eng, vil man overalt se den i travl Virksomhed i Græsset; den er da i Færd med at lægge Æg i Jorden. Otte Dage senere fremkommer Maddikerne, som overvintrer og ernærer sig af visne Plantedele. —■ De andre Arters Larver lever, saa vidt man ved, paa samme Maade, og flere af. dem bliver skadelige for Plantevæksten ved at afgnave de fine Rodtrævler. Sørgemyg (Sciara) kalder man en Del Myg, som har mørke Vinger. En af dem, Soldaterbladmyggens (S. militaris') Larve, har under Navn af »Hærormen« opnaaet en vis Navnkundighed. Herom skriver Bergsøe bl. a.: »Lige som Søslangen nutildags spøger i de Søfarendes Hjerner og ses, snart hist, snart her, uden at nogen Dødelig kan faa fat paa den, saaledes gav i ældre Tider Hærormen eller Hærslangen, Svenskernes Ormedrag, Anled-