Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 445 hvad man havde antaget for et enkelt Dyr var Tusinder og alter Tusinder af en i fugtigt Løv levende Fluelarve, som under visse Omstændigheder hober sig sammen lil et slangelignende Legeme som da vandrer videre, ganske som om det var et selvstændigt Dyr. De enkelte Larver, der sammensætter Hærormens Legeme, er i udvokscn Tilstand omtrent 12 —14 Mm. lange og bestaar af tolv bløde, glasagtige Kropled, der afsmalnes bagtil, omtrent er lige lange og halvgennemsigtige, saa at Tarmkanalen hist og her skinner igennem. Tre Par vortede Bugfødder og to ligeledes vortede Efter-skydere, som sidder paa det sidste Led, sætter Larven i Stand til at foretage de Bevægelser, som i deres samlede Sum kommer hele Slangelegemet til Gode, medens en rigelig Hudafsondring i Form af en sejg Slim klæber Hærormen sammen. Den hele, tilsyneladende saa mystiske Slange, bliver altsaa ganske det samme, som vi saa hos Processionslarven, kun at Hærormens Larver kryber hen over hverandre, og ikke sammenholdes ved Spind, men ved Slim. Larvernes Næring bestaar af nedfaldne Blade, som ved Fugtighed og Gæringsvarme har opnaaet en vis Grad af Blødhed. I saadanne Bladmasser, der danner et sammenhængende Lag paa mange Steder af Skovbunden, afæder Larverne Bladkødet paa de enkelte Blade, saa at Bladets Nerver blive tilbage som et fint, skeletteret Net, et Forhold, man ofte vil have Lejlighed til at iagttage i vore Skove, ünder sædvanlige Forhold med jævn Fugtighed og gunstig Temperatur, er Hærormens Larver spredte i tusindvis over den samlede Skovbund, hvor de fører et stille, ubemærket Liv, beskæftigede med at omsætte Løvdækket til Muldjord. Indtræder der nu en pludselig Tørke, eller slipper Næringsstoffet i visse Partier af Skovbunden lidt efter lidt op, samles Larverne mere og mere, klumper sig sammen i Hobe, og begynder endelig deres Vandring, Paa denne søger de hen til de skyggefuldeste og løvrigeste Steder af Skovbunden, undgaar solaabne Pletter saa meget som muligt, hvorimod de meget ofte følger Grøfter og Vanddrag, som ved Bund-fugtighed letter dem Marschen. Bevægelsen er en langsom Kryben, lige som en Snegls, og Summen af Enkeltbevægelserne skaffer hele Slangelegemet frem. Vandringen foregaar hyppigst i eller endog under Løvdækket; men undertiden kan det naturligvis ske, at en saadan Hærslange, navnlig paa bakkede Steder, kommer ud af sin Kurs og ned paa alfar Vej, hvor den afgiver et højst besynderligt Skue og Stof til allehaande Krøniker. Saaledes har Bønderne i Norge endnu i vore Dage den Overtro, at Hærormen varsler ondt eller godt, naar man »kaster for den«, som det hedder. Varslet tages paa den Maade, at man foran den vandrende Hærorm kaster et eller andet Klædningsstykke, tilhørende den Person, som ønsker at vide sin Skæbne. Fortsætter Hærormen sin Vej tværs over Klædet, betyder det Lykke, medens et eller andet Uheld ufejlbarlig vil indtræffe, hvis den gaar under Klædet eller endog viger ud for det. Under sin langsomme Vandring hen over Skovbunden mister