Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

462 DYRENES LIV flytter begge sig baglæns et Stykke ned, og Æglægningen gentages. Saaledes bliver de ved, til de har naaet Sivets Fod, om denne end er vanddækket. De spadserer roligt ned under Vandet, kun med den Forandring, at ogsaa Hannen her skyder Ryg ligesom Hunnen. Til de tre ovenfor nævnte Grupper svarer 3 Typer af Larver, af hvilke vi først omtaler den, der bliver til en Libellula. Paa Ferskvandsdammenes Bund færdes den som et fladt og bredt, grimt lille Dyr, der oftest er bedækket af et Lag Mudder. Den har et stort Hoved med kortere Følere og sammensatte Øjne, 3 Par lange Ben og Anlæg til Vinger, der ligger hen ad den flade, brede Bagkrop; den er temmelig dvask af sig og sidder oftest roligt paa Bunden, thi dens graa Farve og det dækkende Mudderlag gør den lidet iøjnefaldende, saa de Dyr, den skal leve af, ikke tager sig i Agt for at komme i dens Nærhed. Men lad f. Eks. en Døgnfluelarve vise sig indenfor dens Raaderum; pludselig farer der da ud fra Røverens Hoveds Underside et forunderligt Apparat, som griber Larven og fører den til Munddelene, der straks begynder at bearbejde den. Dette Gribeapparat bestaar af to Dele forbundet ved et Led, der kun tillader Bevægelse i det lodrette Plan og indtil en vis Grad. Den forreste Del er bred og noget udhulet ovenpaa, saaledes at Hovedets Underside passer ned i Hulningen, samt i sin forreste Rand udstyret med to bevægelige, vandret mod hinanden virkende Kroge. Bagtil er dette Stykke med sin smalleste Del indledet paa et andet, smalt og fladt Stykke, der atter ved et Led er forbundet med Hovedet, saaledes at det kan klappes tilbage ind under Brystet, hvorved det forreste Stykke lægger sig op til Hovedet og skjuler de øvrige Munddele som en Maske. De øvrige siger vi, thi denne armlignende Tang er i Virkeligheden den omdannede Underlæbe, der kan slynges frem med stor Hurtighed. Naar Dyret sidder roligt, spærrer det en Aabning i Bagkropspidsen op og pumper Vandet regelmæssigt ud og ind ad denne. Det »trækker Vejret«, thi det aander ved Luftrørsgæller, som har Plads i Endetarmen og stadig maa forsynes med frisk Vand. Forsøger vi at gribe Larven, kan det ske, at den smutter fra os, idet den med Kraft udstøder Vandet fra Endetarmen i en Strøm, som rask driver den et Stykke frem, og tager vi den op af Vandet, vil vi kunne faa selve Vandstrømmen at se som et kraftigt Sprøjt. Morsomt er det at iagttage den grimme Tingest, naar den omsider, efter flere Hudskifter, forvandles til fuldkomment Insekt. Mærker den, at Tidens Fylde er nær, kryber den op af Vandet i Reglen paa en Plantestængel, til hvilken den klamrer sig ordentlig fast med sine 6 stærke Ben. Her sidder den og tørres, og pludselig revner saa Larvehuden i Ryggens Midtlinie fra Brystets bageste Rand til Øjnene. Ud af Aabningen kommer lidt efter lidt Forkroppen af en Guldsmed, der fægter vildt om sig med Benene, lil den faar fat paa Stængelen eller paa den tømte Del af Nymfehuden.