ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
476 DYRENES LIV selv graver, og tilendebringer i det kommende Foraar deres Forvandling. Ingen Faarekylling overvintrer i ud voksen Tilstand; den dør, saa snart Parringstiden og Æglægningstiden er til Ende. Hus-Faarekyllingen (G. domesticus) er mindre og sirligere end den foregaaende. Den er gulbrun med lysere Ben og Hoved, hvilket sidste har et brunt Tværbaand; paa Bryststykket er der to trekantede, brune Pletter. Bagvingernes Forlængelser rager ud over Bagkroppen, som ender i tre Vedhæng. Faarekyllingen minder i Færd og Levemaade meget om Kakerlakkerne, i hvis Selskab den ogsaa tidt forekommer i Bagerier, Møller, Bryggerier o. desl. Sangen frembringes paa en liggende Maade som Græshoppernes. Jordkrebsen (Gryllotalpa vulgaris) har korte Forvinger, og dens korte og brede Forben danner et Slags Skovl, hvormed Jorden kan kastes til Siden. Forbenenes Skinneben er stærkt tandede; Farven er brun med bleggule Fløjlshaar, og Dækvingerne har sorte Faarekyllinger. Ribber. Bagkroppen ender i to ledede Vedhæng og Bagvingerne i to bøjede Forlængelser. Jordkrebsen bliver indtil 5 Ctm. lang og er temmelig almindelig i flere danske Egne. Den opholder sig helst i løs, tør og især sandet Jordbund og ses kun sjældent eller enkeltvis, hvor Jorden er fed. Den er ingen velkommen Gæst; dog er man noget uenig med Hensyn til den Skade, den volder. Den tidligere Mening, at den aad Rødder, imødegaas nu af adskillige med den Paastand, at den tager Orme, Larver, ja endog fortærer sin egen Yngel, og at den kun afbider de Roddele, som findes over dens Rede. Begge Parter har rimeligvis Ret. Ligesom de den nærbeslægtede Dyr lever af Planteføde uden dog at skaane de Leddyr, som kommer dem nær, saaledes bærer ogsaa Jordkrebsen sig ad. Da den næsten kun opholder sig under Jorden, bliver ogsaa de der levende Larver og de derværende Plantedele dens Bytte. Jordkrebsen er ligesom Faarekyllingerne meget sky og forsigtig og flygter ved den ringeste Støj. Saa længe det er mørkt, frembringer Hannen en sagte, hvislende Lyd, som man har sammenlignet med den fjærne Surren af en Natravn. Hunnen graver nogle spiraldannede Gange og imellem dem en omtrent 10 Ctm. under Jordskorpen liggende Hule af Form og Størrelse som et Hønseæg.