Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 483 unge Blade og Skud. Af disse Æg, der er af to Størrelser, fremkommer den kønnede Generation, Hannerne af de smaa, Hunnerne af de store, begge vingede men uden Sugesnabel eller Mundaabning. De har kun ét at gøre: parre sig, lægge Æg og dø. Det besørger de da ogsaa prompte, men Hunnerne producerer dog kun ét Æg hver, hvis Bestemmelse det er at sikre Artens Bestaaen, selv om ugunstige Forhold en Vinter skulde ødelægge alle de normalt overvintrende, vingeløse Hunner eller Larver til saadanne. Af dette Æg, om hvilket man ikke ret ved, hvor det lægges, fremkommer om Foraaret en uvinget Hun, der begynder Kredsløbet forfra. Det er Phylloxeraens rodsugende Former, som forvolder Ødelæggelsen, og naar denne ikke har været iremtrædende i Amerika, ligger Grunden hertil sagtens delvis deri, at Dyrene der væsentlig levede paa Blade og Stængler, men delvis ogsaa i, at de amerikanske Vinstokke efterhaanden under Kampen med dem har erhvervet sig de Egenskaber, der skal til for at overvinde Angrebene. Overført til Europa fandt PhyHoxeraen Vinsorter, sotn maatte ligge værgeløse under for den, eftersom de ikke var omdannede til at taale dens Anfald. Noget lignende ser vi atter og atter, naar syg-domvækkende Dyr eller Planter overføres til nye Egne; de, der her angribes af dem, er underlegne, indtil de langsomt erhverver og ved Arv fæstner nye Egenskaber, der gør dem modstandsdygtige. Ogsaa de europæiske Vinstokke vilde vistnok efterhaanden have erhvervet sig saadanne Egenskaber, men det var selvfølgelig for sen en Historie for Vinavlerne at vente efter, og Angrebene var saa voldsomme, at de dræbte næsten hver eneste Plante, til hvilken PhyHoxeraen fik Adgang. Kun de faa, der var bedst udrustede med de særlige Egenskaber, som krævedes for at modstaa Dyrene, overstod Sygdommen, og de vilde maaske have kunnet danne Grundlaget for nye, til at optage Kampen bedre skikkede Stammer. Men deres Tal var yderst ringe. Der blev foreslaaet og forsøgt utallige Midler mod PhyHoxeraen i det sydlige Frankrig, hvis Livsnerve den truede, men kun ét viste sig probat: at oversvømme Vingaardene og lade dem staa under Vand i nogle Uger. Det dræbte Dyrene uden at skade Planterne, men uheldigvis var de færreste Vinhaver saaledes beliggende, at Midlet kunde anvendes. Man er dog nu i det væsentlige kommen ud over Kalamiteten, især ved det simple Middel, som Forstaaelsen af den gensidige Vekselvirkning mellem angribende Dyr og angrebne Planter maatte anvise: at indføre amerikanske Vinstokke, der er i Besiddelse af de tilkæmpede Betingelser for at modstaa PhyHoxeraen. De viste sig modstandsdygtige ogsaa under de for dem nye Forhold, og ved at pode de gamle Sorter paa dem, har man tiltrukket Stammer, der forener et Rodsystem, som Rodlusene ikke kan ødelægge, med en overjordisk, druebærende Del af samme fortrinlige og værdifulde Art som de stedlige Vinracers.«