Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

484 DYRENES LIV Granlusene (Chermes) holder sig især til Naaletræer, hvor de fremkalder mærkelige Gallekogler. Den almindelige Granlus (C. viridis) er grøn eller rød. Vingeløs og ikke større end et Sandskorn overvintrer den, indhyllet i et uldent Fnug, ved Grunden af Granknopperne. Næste Foraar, i April, træffer man den med Snabelen dybt indsænket i Knoppen, og over det frembragte Saar udvikler den Galle paa Gran, fremkaldt af Granlus. unge Naals Cellevæv sig nu til en egen Misdannelse. Efter flere Hudskifter lægger Granlusen efterhaanden indtil to Hundrede Æg og dør. Larverne kommer frem midt i Maj, trænger ud til Spidsen af Skuddet borer Snabelen ind i den begyndte Misdannelse, overgros af den og indesluttes til sidst i Gallekoglens Cellerum. Smaacikaderne (Cicadellidaé) har læderagtige Dækvinger og Baglemmerne er Springben. De er udbredte over hele Europa. En af de almindeligste er Sk um cikaden (A-phrophora spumaria), der er mærkelig ved sin Larves Levemaade. Den er udbredt over hele Skandinavien, hvor Larvens Skum, der ses paa flere af vore Engplanter, er bekendt under forskellige Navne som »Gøgespyt« og »Troldspyt«. Naar Æggene udklækkes om Foraaret, fremkommer der en grønliggul lille Larve, som borer sin Snabel ind i en eller anden Plante for at suge Næring. Derpaa udskilles der af dens Krop et hvidt Skum, som beskytter den mod Fjender, og hvori den er fuldstændig skjult. Først naar den har gennemgaaet alle sine Hudskifter og er bleven til et fuldt udviklet Insekt, forlader dette sit Skjul og færdes i Krat og paa Græs. Den hornede Vaabencikade (Centrotus cornutas) er Repræsentant for den eneste europæiske Slægt af nogle tropiske, højst paafaldende Cikadeformer, de saakaldte Pukkelcikader (Memba-cidae), som udmærker sig ved at have de mest fantastisk dannede Udvækster paa Brystskjoldet. Lygtebærerne (Falgorina) har et stort Hoved, der er helt kantet ved en Række fremspringende Lister mellem Isse, Pande og Kinder. Fra gammel Tid har man ment, at den store Hovedudvækst tjente som en Slags Lygte, men det er ingenlunde Tilfældet; den er kun at opfatte som en ejendommelig Prydelse. Mange Lygtebærere udskiller imellem Bagkropsringene et snehvidt, vokslignende