Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

LEDORMENE 521 Iglerne mangler Fodvorter og Børster og har en Sugeskaal bag i Kroppen ved Mundaabningen. Deres som oftest flade Krop er bedækket med en blød, slimet Hud med Tværfurer. Lægeiglen (Hirudo medicinalis') har tre takkede Kæber, som staar saaledes imod hverandre, at Saaret bliver trefliget, og naar den bider, gennemskærer de paa én Gang Huden. Den kan som bekendt ved at suge Blod blive tre, fire Gange saa stor, som den var forinden. Den opholder sig i stille, bevoksede Damme med leret Bund eller i Moser, men ikke paa Sandbund. Om Dagen og især i varmt Vejr svømmer den livlig om, hvorimod den i mørkt eller koldt Vand trækker sig sammen. Det samme sker om Natten og om Vinteren, til hvilken Tid den graver sig dybt ned i Dyndet. Omtrent ved * Midsommer begynder den at danne Kokoner eller Æggekapsler omtrent af Form og Størrelse som et Agern. I dette Øjemed graver den sig ind i Bredden af sit Opholdssted og udskiller en slimet Vædske, der danner et Skum, hvori Æggene anbringes, og som derpaa størkner til en Kokon. Fem eller seks Uger efter kommer Ungerne frem. Disse er traaddannede og vokser saa langsomt, at de først i fem Aars Alderen eller derover er udvoksede. Lægeiglen skal kunne blive tyve Aar gammel. Da Blodigler er efterspurgte og dyre, betaler Fangsten og Op-drætningen af dem sig godt. Herom skriver Dreyer: »I Polen, Galizien og Ungarn drives stor Iglefangst, ligesom ogsaa i Nordafrika. Hvad der fortælles om ulykkelige Mennesker, der for at fange Iglerne maa vade ud i Sumpene, hvor de bider sig fast i deres nøgne Ben o. s. v., er Røverhistorier eller i alt Fald stærkt overdrevet, simpelthen fordi den Igle, der én Gang har suget Blod, er værdiløs for lang Tid og ude af Stand til at taale Transport. Iglefangerne vader ganske vist ud i Sumpene, men de fanger langt de fleste Igler med en Ketser eller piller dem af Benene, inden de har bidt. Har de undtagelsesvis begyndt at suge, maa de kasseres for den Gang. Hvor man driver Iglefangst rationelt i Damme, har man undertiden gjort sig skyldig i det modbydelige Dyrplageri at drive gamle, udlevede Husdyr ud i Vandet, for at Iglerne, der maa fodres af og til, kunde faa sig et Maaltid Blod. Nu sørger man i civiliserede Lande for at fodre dem direkte med Blod.« Den almindelige saakaldte Hesteigle (Aulacostomum gulo), som har stumpe Kæber, kan ikke, som Lægeiglen, bide Hul paa varmblodede Dyrs Hud. Af andre Igler skal vi blot omtale den bekendte og berygtede, af alle i Indien rejsende saavel som af de Indfødte saa inderlig hadede Landblodigle (Hirudo ceylonica), der kan gøre det til en ren Tortur at færdes i den indiske Jungle. Særlig paa Ceylon synes disse stnaa Plageaander at være yderst almindelige; men ogsaa paa de ostindiske Øer og paa Fastlandet findes de. Skønt de udelukkende lever paa Landjorden, er de dog deres Iglenatur saa tro, at de forlanger Fugtighed. Aabne, solbeskinnede Egne undgaar de