Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

522 DYRENES LIV derfor og holder kun til i skyggefulde Skove og Kratstrækninger, dels mellem det nedfaldne Løv ved Veje og Stier, og dels ogsaa oppe paa Træer og Buske. Medens de afventer en Fodgængers eller en Rytters Forbipasseren, stritter deres et Par Centimeter lange men — i fastende Tilstand — naaleflne Legeme ud i Luften, hæftet fast ved Bagendens Sugeskive. Deres Lugtesans siges at være fintmærkende og deres Bevægelser overordentlig hurtige, saa at de, naar de sporer det ulykkelige Offers Ankomst, i nogle faa Øjeblikke samler sig i store Skarer, kaster sig ned over det eller bugter sig ilsomt frem og suger sig fast til Fødderne. At beskytte sig mod dem er grumme vanskeligt, da de kan bore sig igennem det fineste Strømpevæv. Er man i et Rejseselskab, staar man sig daarligt ved at danne Bagtroppen; thi inden den rykker frem, er Fjendens Tal steget enormt. Selve dens Angreb er ikke synderlig smertelige og ænses ofte ikke eller mærkes kun som lette Naalestik. Heller ikke Biodsugningen volder nogen nævneværdig Smerte. Denne indfinder sig først i al sin Styrke, naar den saarede Hud, — hvad der sker hurtigt i Troperne, — begynder at inflammere. Behandler man den da ikke i Tide grundigt, kan der endog følge farlige Tilfælde. RUNDORMENE. Alle Rundorme har en trind Krop, som altid er uledet og uden Lemmer; Huden er sej og elastisk, og under den ligger der ofte et meget udviklet Muskellag. De ægte Rundorme (Nematoda) har Mundaabning og Tarmkanal, men aldrig Aarer; det farveløse Blod løber frit om i Kroppen. De fleste af dem lægger Æg; undertiden udvikles dog Æggene saa vidt i Moderen, at Ungerne kryber frem, samtidig med at Æggene lægges, saa at visse Arter altsaa »føder levende Unger«. Rundormene lever især i Indvoldene af Hvirveldyr, men tilbringer ikke altid hele deres Liv paa samme Sted, hvorfor man for at iagttage dem paa ethvert af deres Udviklingstrin maa følge dem fra et Dyrs Muskler til et andets Tarmkanal, fra Vandet til et Dyrs Indvolde, fra fugtig Jord til en Frøs Lunge eller fra en Larves eller Græshoppes Indvolde til Jorden. Deres Vandringer og Forvandlinger er ofte i høj Grad interessante. Frit levende er de smaa, til Dels mikroskopiske Anguilluli-ner (ordret »smaa Aal«), hvoraf den mest bekendte er »Eddike-aalen« (Angiiillula aceti), ogsaa kaldet »Klisteraalen«, der lever i begge Stoffer, hvorefter den har Navn. Klister er dog ikke Betingelsen for disse Ormes Ernæring, men de hurtig opstaaende Svampe, der især fremkommer ved at hælde lidt Eddike eller Lim i Klister. En af de skadeligste Anguilluliner er den saakaldte