Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

RUNDORMENE 523 Hvede aal (Thylencus tritici). Det er den, der fremkalder den ejendommelige Sygdom paa Hveden, som man kalder »Gigtkorn«. I de syge Aks er de enkelte Korn mindre, afrundede og sorte og bestaar af en tyk og haard Skal, som indeholder en hvid, støvet Masse, der ved Befugtning med Vand og set under et Forstørrelsesglas viser sig at bestaa af Hvedeaal. Naar Kornet kommer i fugtig Jord, bliver det blødt og raadner, medens de i det indesluttede Orme lever op og spreder sig i Jorden, hvorfra de atter kryber op paa unge Hvedeplanter, i hvis spæde Aks de skjuler sig. Blomsterne angribes af Ormene og vokser ud i et Slags Galler, i hvis Midte Hunnen lægger mange Æg. Det er især i fugtige Aar, at denne Sygdom hjemsøger Hveden. Hvedeaalen er iøvrigt saa sejlivet, at den kan taale at ligge indtørret i en Snes Aar. — Ogsaa den saakaldte »Kløver«- og »Roetræthed« skyldes smaa Rundormes Angreb. Spolormene (Ascaridae) har en trelappet Mund, som undertiden har Hornlister og Tænder i Svælget. Hos alle Spolorme er Hannen meget mindre end Hunnen, som desuden kendes paa den krogformet ombøjede Bagende. Menneskets Spolorm (Ascaris lumbricoides') er en af de almindeligste Indvoldsorme. I Almindelighed findes den enkeltvis eller kun i ringe Antal, dog er del ikke sjældent at træffe nogle Hundrede Stykker sammen, ja i enkelte Tilfælde har man endog hos ét Menneske talt indtil 2000 af disse ubehagelige Gæster. De opholder sig især i Tyndtarmen, hvorfra de dog en Gang imellem trænger ind i Mavesækken. Mindre Eksemplarer — de største Hunner bliver indtil 40 Ctm. lange — har endog forvindet sig ind i Leveren. Æggene, som hos én Hun kan beløbe sig til omtrent tresindstyve Millioner om Aaret, udvikler sig i fugtig Jord eller i Vand. De er meget sejlivede og smaa og det er sandsynligt, at de unge Spolorme ligesom andre Snyltedyr opsøger en midlertidig »Vært«, forinden de kommer ind i Mennesket. Denne Spolorm træffes ogsaa hos Svinet. Nærstaaende Arter findes hos Hesten, Kvæget, Hunden og Katten. En anden meget almindelig Snylter hos Mennesket er Børneorm en (Oxyuris vermicularis), hvis Hun har en prendannet »Hale« og bliver 1 Ctm. lang, medens Hannen næppe er halvt saa lang. Den er et af de mest paatrængende og ubehagelige Snyltedyr. Dens Æg optages igennem Munden og føres derfra ned i Tyktarmen, hvor Ormen ofte forefindes massevis saavel hos Børn som hos Voksne og i mange Tilfælde kan volde Fortræd, hos Børn især Krampe, stærk Kløe, Uro om Natten o. s. v. Berygtet i den gamle Verdens tropiske Lande er Guineaormen (Dracunculus medinensis'), en Traadorm, hvis Hun træffes hos Mennesker i Bindevævet under Huden eller mellem Musklerne. Den opnaar en Længde af indtil 1 Mt. men er ikke tykkere end Strikkegarn; det er ingen let Sag at fjærne den hel, — sker det ikke, fremkalder Stumperne af den en slem Betændelse. De ind-