Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

524 DYRENES LIV fødte har dog stor Øvelse i at rulle den op om en lille, rund Pind, et Arbejde, der kan tage flere Dage. Dens Unger lever i Vandlopper, og Mennesket faar rimeligvis Ormene i sig ved at synke disse med Drikkevandet. De baner sig da Vej gennem Tarmvæggene ud i Legemet, som de til sidst, naar de faar Lov til at skøtte sig selv, forlader gennem Huden. Strongyliderne (Strongylidae) kendes bedst paa den ejendommelige skaal- eller skærmdannede Udvidelse, hvori Hannens Krop ender, og som er et Fasthæftningsredskab under Parringen. De lever især i Pattedyr og ikke alene i Tarmkanalen, men ogsaa i Lungerne og andre Organer. Et farligt Snyltedyr hos Mennesket er Dochmius duodenalis, hvorom Dreyer skriver: »Hos Arbejderne i det sydligere Europas Bjærgværker og ved Tunnelboringer forekommer der en alvorlig, længe gaadefuld Sygdom, der viser sig ved tiltagende Blodmangel (Anæmi), som tager Kræfter og Humør fuldstændigt fra Patienterne. Den ligner en længe kendt tropisk Sygdom, den ægyptiske Blegsot, og det har da ogsaa vist sig, at begge skyldes samme Aarsag, nemlig en lille Rundorm, Dochmius duodenalis, der sætter sig fast paa Slimhinden i Menneskets Tyndtarm ved Hjælp af Mundens kraftige Krogtænder. Her suger den saa Blod, hver enkelt vel kun lidt, thi Hunnen er kun 2, Hannen kun 1 Ctm. lang, men mange Bække smaa o. s. v. Resultatet bliver, naar Ormene er talrige, en alvorlig Sydom, der kun kan helbredes derved, at de fordrives med passende Midler. Æggene udvikler sig i fugtig Jord, og Ungerne indkapsler sig efter kort Tids Forløb; i denne Tilstand kommer de let ind i Mennesket, der i de Lande og blandt de Klasser, som særlig er befængte med dem, ikke udmærker sig ved synderlig Renlighedssans. Værre end alle de nævnte Snylteorme er Trikinen (Trichina spiralis'), der som kønsmoden har et meget tyndt, hos Hunnen 1/2, hos Hannen 1/i Ctm. langt Legeme. Trikin, som kaster Unger. I denne Tilstand lever den i Tyndtarmen hos Mennesker, Svin, Rotter og rimeligvis flere andre Pattedyr. Hunnerne føder her en Masse, 1500 eller flere mikroskopiske Unger, der borer sig gennem Tarmvæggen for derefter enten at vandre videre ud i Legemet eller at føres omkring i dette med Blodstrømmen. Hver Unge slaar sig til sidst ned i en Mu-skeltraad, der snart danner en spindelformet Udhugning, som hærdes til en Kapsel, i hvilken den unge Trikin, der imidlertid er bleven ca. en Mm. eller saa lang, ligger spiralformet oprullet. Bliver saadant trikinbefængt Muskelkød fortæret raat af et Dyr, i hvis Tarme Tri-