Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

SNEGLENE 537 dringer, af hvilke den lever. I Almindelighed er den knap 20 Ctm. lang; dog træffes den ikke sjældent til en Vægt af 10 Kilo og derover. Navtilerne har fire Gælleblade, talrige ubevæbnede Fangarme, som kan trækkes ind i Skeder, en spaltet Tragt og en Skal med mange Rum, i hvis yderste Kammer Dyret befinder sig. Midt i Skillevæggen er der et Hul, som danner Indganden til et Rør, Sipho, der strækker sig igennem alle Kamrene, som iøvrigt kun indeholder Luft. Lige saa almindelig som Skallen er, lige saa sjælden er Navtilen selv. For det meste lever Navtilerne paa Havbunden og kan kun komme op til Havets Overflade ved at bevæge Armene og ved at fylde Kamrene med Luft. Saa snart en Navtil trækker sig helt ind i sin Skal, synker den hurtig til Bunds. Naar den svømmer paa Vandet, udstrækker den sit Hoved Gennemskaaret Navtilskal. med alle Armene og udbreder dem paa Vandet, saa at det bageste Omvrid altid staar frem over Vandet. Men naar den kryber paa den paa Hovedet eller Armene. Bunden, hviler SNEGLENE. Sneglene er Bløddyr med et mere eller mindre tydeligt Hoved, en muskelrig »Fod« langs Bugsiden og med en Kappe, der som oftest udskiller en kalkholdig Skal. Naar Skallens Kalklag er meget tynde, iriserer de, d. v. s. de faar Perlemorglans. Alle skalbærende Snegle er ved en særegen Muskel fæstede til Skallen og kan ved den trækkes ind i Sneglehuset. I Munden ligger der en Tunge med et gennemsigtigt Baand, der under Mikroskopet frembyder et særdeles smukt Skue. Det bærer nemlig talrige Tværrækker af fine og skarpe Tænder, og hvorledes det bruges, kan man let iagttage ved at sætte f. Eks. en Mosesnegl i et Glas Vand, efter at der paa Glassets Sider har dannet sig et grønt Overtræk af mikroskopiske Alger. Sneglen vil nemlig da ved at udstrække sin Tunge og drage den tilbage efterhaanden afraspe alle Algerne. Tungens talrige Tænder er af forskellig Form hos de forskellige Snegleslægter og afgiver derfor et fortrinligt Skelnemærke.