Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

50 DYRENES LIV Delen af smaa Vandmænd, Aktinier, Koraldyr o. s. v., medens andre opholder sig ved skovrige Kyster og bl. a. efterstræber Insekter. Hine omsvæver Koralstammerne paa samme Maade, som Løvsangerne omflagrer Træerne paa Land, hvorimod Insektjægerne, saasom Sprøjtefisken og Skytten, allerede for længe siden har tildraget sig stor Opmærksomhed ved den Maade, hvorpaa de skaffer sig Bytte. Saa snart Skyttefisken opdager en Flue eller et andet Insekt paa en over Vandet fremhængende Plante, nærmer den sig indtil en Afstand af 1—1,5 M. og sprøjter i opretstaaende Stilling nogle Vanddraaber saa stærkt og saa sikkert efter Byttet, at dette kun sjældent forfejles. Javaneserne har særlig Fornøjelse af denne Fisk; man holder den i smaa Vandbeholdere, i hvis Midte der staar en 60 Ctm. høj Pind med Trætappe, paa hvilke man fæster de Insekter, som skal tjene Fiskene til Føde. Saa snart dette er sket, kommer Fiskene frem, svømmer først rundt om Pinden, stiger der-paa op til Vandets Overflade, holder sig ganske stille, retter Øjnene en Tid lang paa Insektet og sprøjter pludselig nogle Draaber Vand op paa det, styrter det derved ned i Vandet og sluger det. Træffer de ikke, saa svømmer de nogle Gange rundt om Pinden, stiller sig op igen og bærer sig ad som før. Idet de udstøder Vandet, høres der en Lyd sotn af en lille Glassprøjte. Nær til Skælflnneflskene slutter sig en vestindisk Fisk, hvis Navn: Kirurgen (Acanthurus chirurgus) i Følge Dreyer »stammer fra den Tid, da Aareladningssnæpperten var Kirurgens vigtigste Instrument. Den har nemlig paa hver Side af Halen en hvas, som Snæppertens Jærn formet Torn, der, saa længe Dyrets Sind er i Ligevægt, bæres gemt i en foran den liggende Fure eller Skede; men bliver det angst eller vredt, rejses Tornene, og nu kan det ved Slag med Halen bibringe meget alvorlige Saar. Fiskerne, er bange for Kirurgen, thi de tror, at de Saar, den volder, er forgiftede, og selv om dette nu næppe er Tilfældet, vist er det, at de er smertefulde og sent lægte. For øvrigt er denne Fisk, der er olivengrøn med mørkere Tværbaand, en snurrig Patron at se til; den er meget høj og sammentrykt, og den største Bredde ligger lige bag det store og storøjede Hoved, hvis lille, fremstaaende Munds Læber ikke formaar at skjule den stærke Tandbesætning. Dens Fysiognomi har en vis Lighed med de kendte Karikaturer af en langansigtet og langnæset, spleensyg Englænder med store, fremstaaende Fortænder.« Labyrint fiskene (Labgrinthici) har længe været kendte og iagttagne. Allerede i Oldtidens Skrifter findes der Beretninger om indiske Fisk, som, naar Vandet tørrer bort, vandrer til et andet Sted, livor der endnu er Vand, og »ligesom Frøer« drager over Land, hvor de i Nødsfald graver sig ned i Dyndet og tilbringer hele Maa-