Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

56 DYRENES LIV der paa to nær, som findes i Afrika, alle er karakteristiske for den indiske Religion, hvor de træffes almindeligt lige fra Vestgrænsen til Kina og Filippinerne. Gennemgaaende er det Fisk af betydelig Størrelse; nogle Arter bliver 1 Meter lange og derover. Hvad der har givet dem deres Navn er dels den langstrakte, trinde Krop, dels og’ især den pladelignende Skælbeklædning paa det fladtrykte Hoved, der saa stærkt ligner en Slanges, at Cuvier har bemærket, at hvis man i det hele taget havde Lov til at tro, at der i Naturen eksisterede naturstridige Væsener, vilde ingen være mere berettigede til at antages for saadanne end netop disse Fisk. Langt mere end deres Ydre er dog deres Levevis »naturstridig.« Minder deres Ydre om en barok Kombination af en Fisk og en Slange, saa minder deres Levevis i endnu højere Grad om en Kombination af en Fisk og en Padde. Ligesom Krybefiskene kan de opholde sig længere Tid udenfor Vandet og bevæge sig hen ad Landjorden, hvor de skubber sig frem ved slangeagtige Bugtninger af det muskuløse Legeme, medens de samtidig sætter fra med Haleflnnen og tager fat med Brystfinnerne. For omvankende Gøglere er det en yndet Sport at lade dem give saadanne Forestillinger, og for Børnene er de arme Dyr et kærkomment Legetøj. Paa Grund af Ævnen til at grave sig dybt ned i Mudderet og lade dette tørre ind uden om dem, indtil de atter kommer op ved det første Regnskyl, har de, ligesom andre ostindiske amfibialske Fisk givet Anledning til de Indfødtes Tro, at de regner ned fra Himlen. Foruden de temmelig smaa Gæller har de et ekstra Aandedrætsorgan, der dog er simplere bygget end hos Labyrintflskene, idet det blot bestaar af en Hududposning. Ejendommelige er deres Forplantningsforhold. De synes alle at leve parvis, nogle i en Rede, som de danner sig i Græsset ved Dammens Bred, andre i dybe, om Digesvalernes Reder mindende Huller i Brinkens Sider. Naar Æggene er lagte, holder Hannen trolig Vagt; men skulde den faa lovligt Forfald ved et eller andet morderisk Attentat paa den, overtager Hunnen Rollen. Ogsaa efter at Ungerne er komne ud fortsættes denne Vagttjeneste, der først ophører, naar Forældrene anser deres Afkom for stærkt nok til selv at kunne optage Kampen for Tilværelsen og erobre sig Bytte. Men fra det Øjeblik gives der rigtignok heller ingen Pardon mere. Ubarmhjertigt jages alle Ungerne bort fra den hjemlige Arne og maa se at klare sig selv paa bedste Beskub; og skulde nogle af dem vise sig genstridige, gøres der efter Sigende kort Proces: Forældrene æder dem simpelthen! — Skønt Slangehovederne i omtrent lige saa høj Grad som Labyrintflskene egner sig til Forsendelse f. Eks. ind til Byens Torve, og skønt ogsaa deres Kød er velsmagende, afskyes de af mange som Fødemiddel paa Grund af deres slangelignende Ydre. For visse Arters Vedkommende kommer hertil religiøs Folkeovertro. En Legende beretter, at de tidligere har været Mennesker, der for deres Synders Skyld blev forvandlede til