Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 57 Fisk; en anden, at den, der spiser dem, vil blive forvandlet til en Løve. Multefiskene (Mugiles) har en lang, næsten trind Krop, der er bedækket med store Skæl, som gaar helt ud paa Hovedet. De har to vtdt fra hinanden staaende Rygfinner, af hvilke den forreste kun har fire Straaler. Den tværstillede Mund har tykke Læber, og Tænderne er overordentlig smaa og fine. Derimod er Svælgknoglerne store og gør Svælget saa snævert, at disse Fisk blot kan tage ganske smaa Næringsstoffer til sig. Multeslægten (Mugil) er den talrigste af denne Familie; den har en lille Mund af Form som en stump Vinkel, hvis Toppunkt vender opad, og ind i det derved dannede Udsnit slutter den frem-staaende Spids af Underkæben. Den almindelige Multe, paa norsk Kelt, Italienernes Ram ad o (M. capito), er flere Gange fanget ved Danmarks Kyster, og det er ogsaa denne Art, som stundom fanges i Smaaflokke i Limfjorden, Den bliver henimod 40—50 Ctm. lang og er blaagraa paa Ryggen, sølvhvid paa Siderne og har sorte Længdestriber. En anden Art (M. chelo) fanges jævnlig ved Norges sydlige Kyster. Multen fanges dog særlig i Mængde ved Sydenglands Kyst. Den fjærner sig ikke langt fra Land, og i smukt, varmt Vejr færdes den gærne paa grundt Vand, paa hvis Bund man da ser de Huller, den frembringer ved at gennemrode Grunden. Den er ret snild, hvad man kan slutte af den Færdighed, hvormed dyn forstaar at undgaa en truende Fare. Saa snart Multer er komne ind i et Garn, skynder de sig at vende om eller at undfly, og de springer da gærne bort over Garnets øverste Kant. Finder en af dem en Udvej, følger alle de andre efter. De lever for største Delen af bløde og fede Stoffer og især af saadanne, som er begyndt at raadne. I Læberne har de en meget fln Følesans, og ved disses Hjælp er det ogsaa, at de henter Føden op fra Bunden. For Resten er de vistnok de eneste Fisk, som stadig lever af døde Dyr. Paa Krog tager man dem kun sjældent, fordi de først omhyggelig beføler Maddingen, og fanges de alligevel paa Krogen, slaar de sig let løs, da de forholdsvis er meget tunge. I Italien fanger man dem endnu paa samme Maade som i Oldtiden, nemlig i Damme, som er forbundne med Havet. Ligeledes er Dammene langs Kysten af Languedoc berømte paa Grund af dette Fiskeri. Undertiden gaar Malterne saa talrig op i de franske Floder, at disse synes at være opfyldte med dem, og at Fiskerne næppe kan drage Garnene; men denne Overflod varer kun et Par Dage. Kødet er meget fint, fedt og velsmagende og derfor meget yndet. Desuden samler man Rognsækkene, presser og salter dem og laver deraf en meget lækker Kaviar.