Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 59 følgende Opfattelse: »Hvad Makrelen angaar, kan jeg ikke et Øjeblik være i Tvivl om, at den lige saa vel som Silden er en ægte pelagisk Fisk. Derpaa tyder denne Fisks hele Bygning og Udseende, dens sirlige, tendannede Form, sammentrykte, kiledannede Hoved, smaa Finner, store Muskelkraft og ligeledes dens brillante sølv- og guldglinsende Sider og Ryggens pragtfulde havblaa og søgrønne Farvetoner. Hos alle ægte Bundfisk vil vi finde Kropformen plumpere og mere nedtrykt, Hovedet fladere, Finnerne større og Farven i Almindelighed uanselig: hvid, graa, sort eller spraglet. Enhver, der har færdedes paa Søen ved Norges sydlige og vestlige Kyst, kender vistnok Makrelens lystige Færd, naar den er under Land; hvorledes den tumler om i Overfladen af Søen, saa at denne staar som i ét Skum; hvorledes den under en stiv Kuling svømmer om Kap med den hurtigste Sejlbaad og med Lethed snapper den bag efter Baaden slæbende Madding. Alt dette har just ingen stor Lighed med en Bundfisks Færd. At Makrelen den øvrige Del af Aaret skulde skifte Natur og da føre en melankolsk Tilværelse nede i Mudderet og Dyndet paa Havbunden, synes mig i høj Grad urimeligt. Makrelen har faaet sin elegante, vel proportionerede Kropform for med største Lethed og Hurtighed at kunne bevæge sig om i Vandet; og der er vistnok faa eller ingen Fisk, som i saa Henseende overgaar den. Den er derfor ogsaa fortrinlig skikket til at gøre længere Vandringer, og om jeg end ikke billiger Vandringsteorien, er jeg dog tilbøjelig til at antage, at den Makrel, som hver Sommer i store Skarer indfinder sig ved Norges Syd- og Vestkyst, i det hele kommer langvejs fra. Som dens egentlige Hjem anser jeg Atlanterhavet uden for Europas Vestkyst, fra Orkneyøerne eller Nordkysten af Skotland til Middelhavet. Om dens Levemaade, medens den holder til ude i det aabne Hav, savner man desværre endnu fuldstændigere Erfaring. Det er mig imidlertid fortalt, at udvoksne Makreler til forskellige Tider af Aaret af Skippere lejlighedsvis er fangede paa Krog i Havet uden for Frankrigs og Portugals Kyster (den spanske Sø). Efter al Sandsynlighed holder Makrelen sig her i Almindelighed mere spredt, end naar den er under Land, vel ogsaa i forskellige Dybder under Overfladen, aldrig dog efter min Anskuelse lige ved Bunden. Det er vistnok ikke usandsynligt, at en Del af den Makrel, der om Sommeren gæster vore Kyster, ikke forlader Nordsøen. Men jeg skulde dog være tilbøjelig til at antage, at dette kun kan være en forholdsvis ringe Del af den enorme Masse, som i Virkeligheden viser sig ved Nordkysterne. Største Parten, har jeg Grund til at antage, kommer mere langvejs fra, nemlig fra selve Atlanterhavet, væsentlig igennem Kanalen, for en Del vel ogsaa nord om Skotland. I Slutningen af Juli og Begyndelsen af August, altsaa paa den Tid, da Makrelfisket hos os er flovt, skal Makrel vise sig i store Stimer ved Orkneyøerne. Dette er rimeligvis de fra vore Kyster tilbagevendende Skarer. — Det næste Spørgsmaal, vi har at besvare, er, hvad der