Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 83 Slimfiskene har næsten alle hjemme i Havet, og kun nogle faa Arter forekommer baade i salt og fersk Vand. Denne Familie er rig paa Slægter og Arter; den findes talrig i alle Jordbælter, og enkelte af dens Arter har endog en vis Vigtighed for Fiskeriet. Det er graadige Rovfisk, nogle af dem er tillige bidske, og derfor frygtes dé ogsaa af Fiskerne. En Del af de herhen hørende Arter føder levende Unger; andre passer omhyggeligt paa Æggene og bygger en Rede til dem. De holder sig i Smaaflokke til Klippe- eller Stenbund og kan tilbringe Ebbetiden paa det Tørre, uden at det skader dem. Nogle af de større Arter har et hvidt og velsmagende Kød. Havsommerfuglen (Blennius ocellaris) er en pyntelig Slim-fisk, der findes baade i Middelhavet og langs Englands Kyster. Den bliver 15 Ctm. lang. Kroppen er lysebrun med mørkere Pletter. Imellem den sjette og ottende Straale i Hygflnnem har denne Fisk en afrundet, mørkebrun Plet, omgivet af en lys Ring. Havsommerfuglen findes overalt i Middelhavet, hvor Kysten er klippefuld og er derfor en almindelig bekendt Fisk; derimod er den sjældnere i Atlanterhavet og fanges kun af og til i større Antal ved England. Tangspræl (Giinellus) kalder man en Slægt med en lang, sammentrykt Krop, et lille Hoved og en lang og lav Rygfinne, der strækker sig næsten langs hele Ryggen, og som bestaar af lutter korte, men stærke og meget spidse Pigstraaler. Bugflnnerne er ganske smaa og har kun et Par Finnestraaler. Den europæiske Tangspræl eller Tejstefisken (G. vulgaris) træftes lige fra Ishavet til Frankrigs Vestkyst. Den er 20—23 Ctm. lang og gulbrun; langs Ryggen har den 9—12 tydelige, afrundede Pletter, omgivne af hvidlige Ringe, for Resten er den utydelig marmoreret. Krøyer beskriver dens Levemaade saaledes: »Tejstefisken synes at føre et ensomt og roligt Liv. Den opholder sig nær Land paa ringe Dybde under Stene og mellem Tangbuske. Her ligger den stille eller bevæger sig dog kun lidet for at bemægtige sig de smaa Dyr, der tjener den til Næring. Paa de Kyster, hvor en betydelig Ebbe indtræder, bliver den ofte i Ebbetiden liggende paa det Tørre, og man finder den da let ved at løfte Tangbuske i Vejret eller ved at vælte Stene. Naar den saaledes overrumples, bevæger den sig med megen Raskhed og forstaar ofte ved sin Sprællen at undslippe, hvorved da ogsaa den Omstændighed, at dens smalle Krop sætter den i Stand til at trænge ind i de mindste Kløfter mellem Stenene, kommer den meget til Gode.« Aalekvabbeslægten (Zoarces) har ligeledes en lang og sammentrykt Krop med en slimet Hud og fine, ikke taglagte Skæl. De smaa Bugfinner, som sidder foran Brystfinnerne, dannes kun af et Par bløde Straaler. Ryg-, Hale- og Gatfinne gaar i ét, og Halen er spids. —- Aalekvabben (Z. viviparus) bliver indtil 40 Ctm. lang.