Fremskridt Og Fattigdom

102 Formuesfordelingens Love. at Rigdommen kun er Belønningen for Flid, Klogskab og Spar- sommelighed og Armoden kun Straffen for Dovenskab, Uviden- hed og Uforsy nlighed. FEMTE KAPITEL. Loven for Kapitalrenten. Det er aabenbart, at under frie Forhold vil det højeste, som kan gives for Benyttelse af Kapital, være den Forøgelse den bringer, og at Lavniaalet, Nulpunktet vil være Tilbageleveringen af Kapitalen, thi oversteg Benten det ene, vilde Laanet foraar- sage Tab, og sank det under det andet, vilde Kapitalen ikke kunne vedligeholdes. Vi maa mærke os, at det ikke (som nogle Forfattere skødes- løst skriver) forholder sig saaledes, at det er den forøgede Kraft, som Arbejdet faar ved Anvendelse af særlig hensigtsmæssige For- nier af Kapital, der bestemmer Rentens Maksimalhøjde; nej den bestemmes af Kapitalens gennemsnitlige Forøgelsesevne. Evnen til al anvende fordelagtige Produktionsformer er helt og holdent Arbejdets egen; Kapitalen har intet hermed at gøre og kan ikke fordre Part i Udbyttet heraf. Bue og Pile kan sætte en Indi- aner i Stand til at fælde, lad os sige en Bøffel om Dagen, me- dens han med Stokke og Stene knap nok vilde kunne fælde én hver Uge; men den, der laver Stammens Vaaben, kan ikke der- for af Jægeren fordre seks af hver syv Bøfler for Brugen af Buen og Pilene; heller ikke vil den i en Uldvarefabrik anbragte Kapital indbringe Kapitalisten Forskellen mellem Fabrikens sam- lede Produktion og det, som den samme Sum af Arbejde kunde have fremstillet, ved Spinderok og Vævestol. Naar Vilhelm laaner en Høvl af Jakob, er det ikke den, der giver ham Fordelen af den forøgede Produktivitet, som Brug af Høvl medfører, fremfor Brug af Flintesten eller Muslingskal; thi Kulturfremskridtet har gjort Brugen af Høvl til Almenejendom for Arbejdet. Naar nu det er Naturens levende Kræfter (for hvilke Tiden er af Betydning) som er Kapitalrentens Aarsag, saa synes deraf