Fremskridt Og Fattigdom
Forfatter: Henry George
År: 1905
Forlag: Græbes Bogtrykkeri
Sted: København & Kristiania
Sider: 297
UDK: 333
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Loven for Kapitalrenten.
105
Maskines Bevægelser: den optager Kapital, saa snart der findes
for meget af den, og slipper den løs igen, saa snart der be-
gynder at blive Mangel derpaa, lige som en Guldsmed kan give
sin Hustru Diamanter at bære, naar han har Overflod paa dem,
men udstille dem igen i sin Glaskasse, naar hans Forraad be-
gynder at svinde. Enhver Tilbøjelighed fra Rentefodens Side
til at stige over Ligevægten med Arbejdslønnen vil da øjeblikkelig
fremkalde ikke blot en Tilbøjelighed til Frembringelse af ny
Kapital, men ogsaa til at anvende Formue som Kapital, medens
Rentenedgang vil have den modsatte Virkning.
Kort sagt: Mellem Løn og Rente er der et vist Forhold,
betinget af Omstændigheder, som i hvert Fald kun langsomt for-
andrer sig. Efter dette Forhold bliver saa meget Arbejde an-
vendt til Frembringelse af Kapital, som efter Folkets Kundskabs-
trin, dets Næringsflids Art, Omsætningens Udstrækning og Ha-
stighed kræves for Produktionen; og dette Forhold opretholdes
bestandig ved Vekselvirkning mellem Arbejde og Kapital; derfor
maa Rentefoden stige og falde samtidig med Arbejdslønnens Stig-
ning og Fald.
Som vi tidligere har paavist, afhænger Arbejdets og Kapi-
talens samlede Udbytte af, hvad de kan faa ud af den bedste
Jord, der staar gratis til Raadighed. Men da der nu, som vi
har set, er et Ligevægtsforhold mellem Løn og Rente, saa maa
altsaa ogsaa Renten, taget for sig, afhænge heraf, d. v. s. den
maa falde, naar Jordrenten stiger o. omv. — Saaledes ses da
Renteloven at samsvare med Loven for Jordrenten.
At Renten maa falde, naar Jordprisen stiger, ses ogsaa ty-
delig, naar Arbejdslønnen lades helt ude al Betragtning. For at
gøre det, maa vi ganske vist tænke os en Verden, som Carlyle
vilde kalde Daarernes Paradis, en Verden, hvor Produktionen
gik for sig uden Hjælp af Arbejde, alene ved Kapitalens gen-
frembringende Kraft: hvor Faarene bar færdige Klædei paa
Ryggen, hvor Husene voksede op af Frø o. s. fr. Lad os tænke
os, at nogle Kapitalister med Kapital i passende Former kom
over til et saadant Sted. De vilde da aabenbart som Udbytte
faa hele den Formue, Kapitalen frembragte, men kun saa længe,
der ingen Jordrente blev krævet. Alt som Jordrenten steg,
maatte Kapitalejernes Indtægt synke. Tænker vi os, at det Sted,
hvor Kapitalen saaledes paa egen Haand var i Stand til at
frembringe Formue, var af ringe Udstrækning, f. Eks. en 0, saa