Fremskridt Og Fattigdom

106 Formuesfordelingens Love. kan vi let forstaa, at saa snart Kapitalen var steget, til den havde naaet Grænsen for Øens Evne til at modtage den, maatte dens Udbytte synke omtrent til Nul; og Grundejerne vilde faa næsten det Hele; thi Kapitalisterne vilde ikke have andet Valg end enten at betale eller kaste Kapitalen i Havet. Og stod Øen i Forbindelse med den øvrige Verden; da vilde Kapitalens Ud- bytte stille sig lige med, hvad der gjaldt paa alle andre Steder. Rentefoden vilde hverken blive højere eller lavere der end an- detsteds; Jordrenten vilde opsluge al den særlige Fordel, Stedet frembød, og Jorden paa saadan en 0 vilde have en stor Værdi. For altsaa at samle Resultatet af det, vi har sagt, saa lyder Loven for Kapitalrenten saatedes: «Forholdet mellem Løn og lienle bestemmes ved den gennem- snitlige Forøgelsesevne, som Kapital anvendt i genfrembringende Øje- med, har. Naar .Jordprisen stiger, gaar Renten ned ligesom Ar- bejdslønnen, d. v. s. Rentehøjden afhænger af Dyrkningsgrænsen. Vi har da i vor Undersøgelse naaet til samme Punkt, som vi vilde være kommet til, dersom vi simpelthen havde behandlet Kapital som en Form for Arbejdet (hvad den jo i Virkeligheden er) og havde søgt den Lov, hvorefter Udbyttet deles mellem Jord- rente og Løn, det vil sige mellem Ejerne af de to Grundfaktorer i Produktionen: de naturlige Stoffer og Kræfter paa den ene Side og den menneskelige Virksomhed paa den anden — disse to, ved hvis Samvirken al Formue frembringes. SJETTE KAPITEL. Lønnen og Lønloven. Der gives naturligvis ikke noget saadant som en alnién Løn- sats i samme Forstand som der til en given Tid og paa et givet Sted findes en vis almen Rentefod. Arbejdslønnen, d. v. s. alle Indtægter, der er vundet ved Arbejde, veksler ikke blot efter de forskellige Menneskers forskellige Evne, men ogsaa, navnlig under mere indviklede Samfundsforhold, ganske betydelig efter de for- skellige Beskæftigelser. Ikke desto mindre findes der en vis al- mindelig Sammenhæng mellem al Slags Arbejdsløn, saa man kan